Den italienske hæl 2008

Den planlagte rute, som blev på 5.950 km.

3 sept. 2008

Hermed en lille hilsen fra varmen, som vi er nået ned til uden større besvær. Vi har taget turen på 3 dage fordelt på 3 etaper af 650 km. Først boede vi i Kassel (D) og så igennem Østrig i regnvejr til Villach (A) og videre til Comacchio (I) der ligger nær Adriaterhavet mellem Venedig og Ravenna.

Comacchio, der lyder som en spagetti-western ligger dog en 6-8 kilometer inde i landet.

Her bliver vi nok resten af ugen, og så triller vi stille og roligt videre sydpå langs kysten indtil vi når Leuca, som er sydligste punk på støvlens hæl.
Da vi ankom efter en lang og sej tur gennem Italien, var vi godt trætte. Trafikken på motorvejen var så tæt, at vi aldrig har oplevet noget lignende, og turen varede også 2 timer mere end beregnet, så chaufføren havde en fuld arbejdsdag og lidt til.

Vi fandt en campingplads og blev installeret skyggefuldt under høje træer med brede tætte kroner. Da der var over 30 grader, vindstille og lummert så vi frem til at få vores klimaanlæg tændt, men desværre var der ikke strøm (amp.) nok, så HFI relæet slog fra. Vi kom dog igennem natten med dynerne stablet op i den anden ende, og overvejede om vi skulle flytte næste dag.

På vores el-skab stod der ganske vist, at vi er tilsluttet 16 amp., men da kaffemaskinen her til morgen også slog relæet, måtte der være noget galt. Vi fandt et andet tilslutningsmulighed, og så kørte alle maskiner igen. Nu er dagen(e) reddet og vi glæder os til nedkøling af sovekabinen inden sengetid i aften.

Vi fandt hurtigt ud af, at pladsen har 2 restauranter. Den ene (Pizza) er vi nabo med, og den anden (Spagetti og Fisk) lå ud til havet, hvor det luftede lidt. Her fik vi serveret vores aftensmad med kold rødvin direkte fra køleskabet, og i morgen prøver vi Pizza.Der er dog kun 500 meter ind til en lille ferieby med adskillige restauranter, så vi overlever nok.

Her er gratis internet, hvis man vil lade sig registrere med en kopi af sit pas. Vi fandt ikke rigtigt ud af hvorfor, men sådan var reglerne bare. Det er nok noget EU terrorist halløj, som derhjemme - men OK det er gratis.

Campingpladsen har plads til 600 enheder , og er fyldt ligeligt op med italienere og tyskere, og så lige os.

 

Stranden ved Adriaterhavet.

Vi er nu installeret på en campingplads på 70 enheder i byen Giulianova, som ligger en halv times kørsel nord for Pescara.
Her er vi nabo til Strandpromenaden i den nordlige ende, og har kun få meter ud i Adriaterhavet. Det er en rigtig hyggelig by med 3 campingpladser på rad og rækker og en masse store flotte feriehoteller.

Her er god plads alle vegne, da den store ferieperiode er forbi. Her på pladsen er vi vel en 12-15 autocampere, som aktuelt tæller et par fra henholdsvis Tyskland, Holland, Belgien, Schweitz, Tjekkiet, Østrig og nogle italienerne. For alle gælder det, at hårfarven er blevet nogle toner lysere, sådan lidt over i det grå.

Der er en butik, grønthandler, restaurant og cafeteria på pladsen, så vi behøver faktisk ikke at bevæge os mere end højest nødvendigt, da den trykkende varme fortsætter ufortrødent.

Her er strandpromenaden længere, end vi nogensinde har oplevet før. Det tager os 1 ½ time at gå fra den ene ende til den anden – vel at mærke uden pauser til vanding – det kan ellers godt behøves – for de høje varmegrader plager os fortsat, så man går ikke langt på literen.

Inden vi tog hjemmefra havde vi  kopieret en italiensk mini-parlør, og vi var sikker på, at det var en spansk, da de to sprog ligner hinanden så meget, at man kan klare sig langt med spansk. Vi blev dog lidt forbavsede, da vi en en forretning bad om ost med mindre fedt, og vi så fik vist vejen til kirken, så helt så let går det ikke. Ost på italiensk hedder formaggio og har intet som helst til fælles med det spanske queso, som lydmæssigt kan forveksles med kirke.

I aftes kl. 23 var her 33 gr., så ved sengetid sender vi hver aften en venlig tanke til ham der opfandt vores klimaanlæg.

 

 

 

 

Markedspladsen

I går var vi på vej ind til byen, og så, at der var marked på strandpromenadens sydlige ende. 1 ½ km. strandpromenade med boder i to rækker, som solgte alt mellem himmel og jord. Heldigvis kan man både kikke og spørge uden at føle sig nødsaget eller presset til at købe – det var godt nok et marked, der ville noget, og så vidt jeg kunne se, var der også meget dyre specialforretninger repræsenteret.

I aftes gik vi hen på en lille familierestaurant, hvor de hverken havde spisekort eller nogen, der talte andet end italiensk, så vi var lidt spændte på hvad vi fik. Det gik helt fint, bortset fra stegt ost, som viste sig at være lige så stor som en kotelet – det ødelagde lidt vores ønske om ”slim line”, som vi arbejder på.

Da vi fik vores vin, kom der plastickrus på bordet, og maden kom ind på plasttallerkener. Bestikket var dog ikke engangs. Salat og fritter forstår alle og så fik vi kød på spid, stegt på grillen. Det var rigtig godt. Vi sad ved siden af et ungt italiensk par, som kunne lidt engelsk, så dem fik vi en god snak med.

Vi bliver her nok weekenden over, da her trods alt lufter lidt fra havet, selvom det er i små pust. Måske er vi heldige at få noget regn de næste par dage, og få luften renset. Italienerne kender selvfølgelig til problemet med varmen, så de tager fjernsynet med udenfor camperen, og sidder og hygger sig til langt ud på aften/natten, inden temperaturen inde kassen, er blevet til at flytte ind i for natten, med fortsat åbne døre og vinduer.

Underholdning for børn på campingpladsen.


Den 18. september, på Ingers fødselsdag, nåede vi det planlagte mål på den sydlige spids af støvlens hæl, som helt nøjagtigt hedder Capo Santa Maria de Leuca, og ligger 2.950 km. syd for Viborg.

Det var en flot tur med storslåede naturscenerier, og en Margueritterute gennem et særpræget landskab.

Men, inden vi forlod Giulianova fik vi det ønskede vejrskifte, og siden da har vi haft en temperatur på 20-25 gr., som vi befinder os rigtig godt med.

Vores grønthandler på pladsen, som i øvrigt talte rigtig godt italiensk, nåede lige at rette vores spanske (tak) ”gracias” til det italienske ”grazie”, da tilføjelsen af den spanske s-lyd betyder ”tak til Herren”. Det synes han var for meget - når han samtidig fik betaling for grøntsagerne.

 

Byen Vieste op Gargano halvøen.

Herfra gik turen videre ned af Strandvejen til Pescara, som er en af de få store byer vi valgte at køre ind i. Vi er ellers meget tilbageholdende med den slags byture, da vi ofte oplever det totale trafikkaos. Byerne er sjovt nok bygget før bilen blev opfundet, så der er slet ikke plads til dem, og bliver det formentlig aldrig.

Der parkeres ofte i 2 rækker i vejsiden, midterrabatter, rundkørsler, og overhales både den ene og anden vej rundt.

Men det skal siges, at italienerne har en utrolig venlig og smidig måde at få trafikken afviklet på, hvilket ville være helt umuligt hvis færdselsloven skulle overholdes.

De har ganske vist trafiklys, men vi har vist endnu ikke rigtig fundet ud af, hvad de bruger dem til. Jo, det er spændende at være bilist i Italien.

Et andet problem for os, som i øvrigt gælder fra nord til syd er, at Strandvejen går parallelt med togskinnerne, så når vi skal søge ned mod vandet til campingpladser eller andet, skal vi være meget forsigtige med at dreje af før vi er helt sikre på, at vi kan komme under banen, da frihøjden normalt er mellem 2,0 m. og 3,0 m.

Vi skal imidlertid bruge en frihøjde på min. 3,15 m., da vi har lidt udstyr på taget, og dem er der til tider langt imellem.

Vores navigator har undervejs fundet flere campingpladser, som vi desværre ikke har haft "loftshøjde" til at komme ind til ad den anviste vej, og derfor bliver der efterhånden langere mellem de åbne campingpladser, da sæsonen på trods af det fortsatte gode vejr overvejende lukker ned midt i september.

Nogle enkelte pladser har ganske vist åben hele året, men dem er der lang imellem, da det kun er os nord-europærer, der er efterårscampister hernede.

Landskab i syditalien.

rTuren er indtil videre gået gennem et fladt og frugtbart landområde med oliven, men syd for Pescara kørte vi ud på Gargano halvøen, og passerede igennem et kæmpemæssigt fuglereservat med en masse flamingoer og andet fugleliv, og frem til en stigning på op til 1.000 m., som virkelig overraskede, når landet langs Adriaterhavet fra nord til syd ellers er fladt landbrugsland.

Her oplevede vi gammeldags bjergkørsel med smalle snoede veje, som gik op og ned i en uendelighed, indtil vi nåede den vindomsuste fiskerby Vieste, som lå længst ude på halvøen. Her boede vi et par dage, inden op og nedturen startede forfra, og gik sydpå gennem en stor nationalpark, hvor vi kun mødte en langbenet løsgående ko og en masse geder, så vi følte os hensat til Nordkap-turen, hvor vi også måtte vente på, at det passede dyrene at forlade kørebanen.

Det er et farvestrålende syn der møder os, når vi kører igennem de mindre byer, hvor alle tørrer deres vasketøj på altanerne. Vi har en fornemmelse af, at de endnu ikke har stiftet bekendtskab med tørretumblere, da vi ikke har mødt nogen på vores vej. Vi troede, at vi så en tørretumbler på en campingplads, og gik i gang med en omgang storvask. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en vaskemaskine, blot af et andet fabrikat. Så vi måtte også i gang med tørresnoren og lignede på det tidspunkt alle andre Italienere.

Efter vi havde forladt den spændende Gargano halvø, fortsatte vi ned gennem den naturskønne region Puglia - italiens hæl - hvor der produceres oliven, og ikke mindst nogle fremragende rødvine med en høj alkohol procent.

Endnu et landskab fra en tør egn.

Syd for Bari kørte vi ind i byen Monopoli – og troede vi kørte ind på en åben campingplads. I hvert fald stod en lang og høj el-port åben da vi kørte ind, men da vi havde konstateret at pladsen var lukket, returnerede vi til porten, som i mellemtiden var lukket og låst.

Efter et kvarters tid kom der heldigvis en bil, som skulle igennem, og der hægtede vi os på, så vi atter kunne fortsætte turen ned forbi byerne Brindisi og Lecce til endemålet i Capo Santa Maria di Leuca.

Undervejs overnattede vi på en gratis autocamperplads, som lå få meter fra en marina. Pladsen delte vi med 6 andre familier, som også benyttede sig af det gode tilbud.

Det sydlige punkt på støvlens hæl.

 

Området omkring Leuca er kendt for sine årtusinde gamle huler og grotter, og vi kunne på afstand se, hvordan man fra havet sejlede med overbyggede turbåde ind i åbningerne i klipperne og forvandt ind i grotterne, som kan have en længde på op til 3 km., og en sejltid på ca. 2 timer.

Desværre kunne vi ikke parkere inde i byen, hvorfra turene startede, så derfor måtte vi give afkald på denne oplevelse.

 

 

Grotterne i Capo Santa Maria di Leuca.

Vi opholder os nu på hælens indvendige side ved byen Gallipoli, hvor vi nyder det dejlige sommervejr med en enkelt regnbyge ind imellem. Vi bor nabo med et italiensk par, som synes det er synd for os, at solen ikke altid skinner, når vi nu er kørt den lange vej.

Og så sidder vi faktisk udenfor i bare tæer, og har forsøgt at forklare dem, at vi virkelig nyder det dejlige omskiftelige vejr, og at de ikke skal blive forbavsede, hvis de ser os under en byge vise vores glæde i et forsøg på at synge melodien; Singing in the rain!.

Da smilede de, for i vores dansk/italienske snak, var der endelig noget de forstod. Han var ingeniør og kunne nogle få engelske ord, men ellers beklagede han, at stort set alle italienere kun taler italiensk, da de ikke lærer fremmedsprog i folkeskolen, men i sted terper værdiløst latino, som det blev udtrykt.

Til den anden side bor et spøjst italiensk ægtepar, som har en lille Peugoet Partner med et telt på taget og en lille udbygning til den ene side, hvor de nedenunder har et bord og stole samt et forhæng, så de kan lukke sig inde når mørket falder på. Et rigtig snurrigt lille hus. De har også et par store uspecificerede hunde med, som løber frit omkring, og egentlig er søde og rare, men de blev meget bange og aggressive, da de stiftede bekendtskab med Ingers kørestol.

 

Udsigt over San Remo fra campingpladsen.

Efter snart 4 uger, er tiden nu inde til stille og roligt at påbegynde op-turen langs Adriaterhavskysten, som vi synes er en virkelig flot rute. Foreløbig har vi kun planlagt at gøre et længere ophold i den lille fristat San Marino, men der er foreløbig et stykke vej op.

Vi forventer at være hjemme i Viborg igen i løbet af de næste 2-3 uger.

 

Et billede fra den fantastisk flotte kirkegård i Sana Remo.

Det er med den største sorg vi har modtaget meddelelsen om Kamilla Bech Holten's død. Vore tanker går til hendes familie, som på smukkeste vis har støttet hende gennem det langvarige sygdomsforløb.

I vore hjerter, vil vi altid bevare mindet om et kærligt og varmt menneske, som desværre fik et alt for kort liv. 

       Æret være hendes minde.