NORMANDIET 2010

Kort over den planlagte rute.

3. juni
Den første etape går til Aabenraa Lystbådehavn, hvor vi tidligere har overnattet, og derfra fortsætter vi næste dag over Bremen til Groningen i den nordlige del af Holland, hvorfra vi vil prøve at køre ned over "den store dæmning" på vej mod Nordfrankrig.

Aabenraa lystbådehavn.

4. juni

Efter en rolig nat i lystbådehavnen, som 10 andre også havde benyttet sig af, startede dagens etape på 475 km. Det mente vi nok kunne klares på 5 ½ time, men p.g.a flere vejarbejder og et par færdselsuheld undervejs, kom turen til at vare 2 ½ time længere, så vi var lidt trætte efter en lang og varm dag, da vi endelig nåede endemålet lidt vest for Groningen i kongeriget Nederlandene.

Det flade Holland.

5. juni

Næste morgen kørte vi til Afsluitdijk ”den store dæmning”, som er et imponerende bygningsværk på 32 km. i længden og en bredde på 90 m.
Dæmningen er bygget for at beskytte landet mod Nordsøen. Vi gjorde ophold undervejs ved en af de mange sluser, hvor vandstanden reguleres, og mindre både kan komme igennem.

Herfra fortsatte vi ned gennem provinsen Holland til Amsterdam, Utrecht og videre ind i Belgien til Antwerpen og Brügge.
Trafikken er meget tæt, og vi kommer kun langsomt frem, men det lader vi os ikke gå på af.

Vi undrer os dog over alle de havarier vi ser på motorvejene, hvor personbiler holder i vejsiden med punkteringer, sprængte dæk og påfyldning af væsker, men sådan kan folks holdning til service jo være forskelligt, og hænger måske sammen med, at der langs motorvejene er specielle vigepladser for havarister, hvor der skiltes med en skruenøgle.

Det har været en flot tur med udsigt til søer, kanaler og et landskab så fladt, at man kan se næsten til verdens ende (tror vi nok).

Inden vi nåede Brügge valgte vi at dreje fra mod Nordsøkysten og kom derved ind i den sydligste del af Holland, som man åbenbart kun kan komme til via Belgien. Vi besluttede at holde søndagen fri, og finde frem til Camping Groede (Breskens), som er en meget stor campingplads ved havet, og her fik vi den sidste ledige plads, som selvfølgelig også var pladsens dyreste.

Afskuitdiijk dæmningen.

6. juni
I går lørdag havde vi en solrig og varm dag, men her til morgen var det gode vejr afløst af regn, som ifølge vejrudsigten for hele området, vil fortsætte til langt ind i næste uge…
Som det fremgår af billedet, så bor vi måske på et af de højeste punkter i Holland, så regnvandet generer os ikke, men løber ud i kanalerne omkring os.
Det er nu alligevel rart med en slap-af-dag, hvor vi kan få ordnet de småting der dukker op undervejs.

Camping Groede.

7. juni

Næste morgen var der tørvejr, og senere begyndte solen at skinne, og det holdt resten af dagen.

Vi forlod Holland og Belgien endnu en gang, og drog videre ind i Frankrig, hvor vi kørte tværs over landet i nord, og passerede undervejs byerne Dunkerque og Calais på vej mod vest, hvor vi midt på eftermiddagen landede i byen Le Treport, som er grænsebyen eller indgangen til Normandiet fra nord.

Her søgte vi efter en autocamperplads, som skulle være placeret centralt i byen, og det viste sig da også at være en meget flot plads, som 45 andre (gråhårede) europæiske omkringrejsende havde fundet frem til.

Vi travede en tur rundt i byen, som er flot beliggende ud til havet med høje hvide (kalk) klinter.

På hjemvejen fik vi fyldt et par indkøbsposer med forskellige fornødenheder, og medens vi sad udenfor og smagte på det der kunne drikkes, trillede en politibil ind på pladsen for at vise, at de skam holder øje med os.

Inden dagen sluttede måtte vi konstatere, at vores stegepande var bortkommen i vinterens løb, så pludselig var der en bunden opgave til morgendagen.

Le Treport.

8. juni

Det var bageren der vækkede os. Han holdt udenfor og dyttede med bagagerumsklappen åben, så vi kunne dufte det nybagte brød (baquetter og crosanter). Den flotte service gjorde vi med glæde brug af - som lidt senere blev fulgt op af gartneren, der også kunne tilbyde bagagerumssalg.

I dag har vi haft både sol og regn, og ind imellem har vi været på bytur, men vi fandt ikke en stegepandeforretning, så vi nøjedes med en model fra det lokale supermarked.

I morgen kører vi et lille stykke ned langs kysten, hvor der er forskellige ting vi skal se, inden vi i løbet af de næste dage når frem til Le Havre og invasionskysten.

Vi skal vel også lige nævne, at vikingekongen Rollo slog sig ned i området, og oprettede et hertugdømme i begyndelsen af år 900. Normandiet er udledt af ”Les Normands”, og betyder mændene fra nord.

Kort over Normandiet.

9. juni

Efter det sædvanlige morgenritual med bad, frisering, kaffe og gennemgang af dagens program, skulle vi som det sidste have påfyldt frisk vand og tømt spildevandstanken, inden vi var klar til at forlade Le Treport.

Dagens etape blev længere end planlagt, da der var fint kørevejr, og næsten ingen trafik ned langs kysten til byen Dieppe (se kortet ovenover), og derfra videre gennem mange små byer til Etretat, som ligger ud til havet, og er specielt kendt for sine meget høje kridt klinter.

Videre langs kysten og ned over den godt 2 km.lange bro ”Pont du Normandi” til byen Honfleur, som ligger i bugten lige syd for Le Havre, hvor Seinen har sit udløb.

Vi har slået os ned på en autocamperplads i byen, som var fyldt op med over 100 køretøjer, da vi ankom midt på eftermiddagen. Der blev en plads til os, men uden strøm. Den opgave løste vores solceller og brændselscelle-generatoren i forening.

Efter en kort bytur og et besøg på turistbureauet, var vi enige om at blive en ekstra dag, så vi kunne stifte nærmere bekendtskab med denne hyggelige turistby (foto), som rundt i gaderne tilbyder de lokale produkter af Cider, Pommeau og Calvados.

Sidst på eftermiddagen er ritualet, at vi sætter os udenfor med et glas vin og snakker om dagens oplevelser, og følger med i hvad der sker omkring os.

Den hyggelige by Honfleur

10. juni

Til morgen regnede det, og da nogle var begyndt at køre herfra, benyttede vi lejligheden til at skifte plads, så vi nu holder ved en stander med el, vand og afløb for spildevand. Da vi ankom betalte vi for opholdet på en alm. fransk parkeringsautomat, som efter et ophold på et døgn udløber i eftermiddag, så vi må igen betale 8 euro for et døgn, men denne gang med strømtilslutning.

Vi har få minutters gang til byens centrum, og undervejs passerer vi et havnebassin med store flotte turistbåde - som ligner flodpramme - og er 100 m. lange med plads til120 passagerer. Om der sejles helt til Paris, er vi lidt usikre på, men folk bliver hentet og brag i store busser.

Der er også en lystbådehavn, som ligger så tæt på byens centrum, at byens restauranter i stort tal er koncentreret omkring dette indre bassin, som bl.a. prydes (foto) af en flot gammel 1600 tals bygning ved sluseporten.

Udover de smalle gader og den steningsfyldte atmosfære, er her et utal af gallerier, en flere hundrede år gammel kirke, og et historisk kapel ”Notre Dame de Gräce”, som har nogle år på bagen, da det sidst blev renoveret i 1615.

I morgen fortsætter vi mod invasionskysten….

 

Havnen i og omkring Honfleur

11. juni

I de sene aftentimer og hen over natten havde vi et forrygende tordenvejr med voldsomme regnskyl, men da dagen gryede og bageren holdt uden for med friskbagt brød, var solen atter vendt tilbage.

Vi pakkede og havde første stop hos Lidl på vej ud af byen, hvor vi fik provianteret til weekenden. Undervejs mod invasionskysten besluttede vi, at vi i stedet ville besøge storbyen Caen, og derfra køre direkte til Bayeux, som er Viborg’s franske venskabsby, hvilket der så smukt blev skiltet med ved indkørslen til byen – tak til Bayeux for velkomsten.

Vi har ikke tidligere besøgt Bayeux, som er berømt for sine tapeter, så derfor valgte vi at holde weekend her, så vi kan lære byen nærmere at kende.

Camping Municipal (den kommunale) ligger inde i byen, så derfor valgte vi den som udgangspunkt for vores besøg. Herfra gik vi allerede i eftermiddag på opdagelse i byen, som har en flere kilometer lang hovedgade, og ikke mindst den imponerende Cathedrale Notre-Dame, som knejser smukt midt i byen med sine 3 tårne. Hvoraf det første tårn blev bygget i 1400 tallet ( t.v på foto), og de 2 andre kom til senere med 100 års mellemrum. Vi var naturligvis på besøg inden døre i den smukke domkirke, hvor personalet var ved at opsætte blomsterstande til weekendens begivenheder. Vi tillod os at skrive i kirkens gæstebog, og endda at overbringe en hilsen fra Viborg.

Invasionskysten vender vi tilbage til på mandag, men begivenheden starter allerede her i byen, hvor den engelske kirkegård er beliggende, og den vil vi bl.a. besøge i morgen.

Domkirken i Bayeux.

Og her lidt tættere på.

12. juni

Dagen startede med en travetur tværs gennem byen til en ydre ringvej, hvor vi besøgte et interessant museum fra krigen, og der fik vi et indtryk af soldaternes udrustning, og ikke mindst de uniformer, som både de allieredes soldater og tyskerne brugte. Vi så eksempler på skyttegrave, utallige våben, kampvogne og kommunikationsudstyr. Det var et spændende besøg, som fortalte alt om krigen.

Vi skulle nemlig lidt længere hen af gaden, hvor den engelske kirkegård er beliggende. Det er et flot monument over flere tusinde soldater, og samtidig smukt beliggende monument, som er meget velholdt. På gravstenene er oplyst hver enkelt soldats navn m/k, rang, alder og regiment.

Fotoet viser desværre kun et lille udsnit af at kirkegården.

På tilbagevejen fandt vi en restaurant, hvor vi fik den bedste omelet vi har fået i mands minde, og vi har faktisk fået nogle stykker gennem årene.

Inden vi nåede campingpladsen for at slappe lidt af i solen, var vi så heldige at falde over et par franske bøffer undervejs, så nu er der lidt til grillen i aften.

I morgen har vi et nyt program på tapetet.

Den enegelske kirkegård i Bayeux.

13. juni

Formiddagens første besøg var på et galleri, som nærmest var indrettet i en gammel kirke. Rummet var meget smalt og med lange stolerækker i begge sider, som alle havde ryggen mod væggen, så man kiggede mod hinanden. Over stoleryggene var der ophængt gamle historiske tegninger og malerier, men der var ikke noget til salg.

Herfra gik vi ind i nabobygningen for at besøge La Tapisserie Bayeux, som er det byen er mest berømt for, og specielt billederne (tapetet) fra krigen mellem normannerne og englænderne i år 1066. Tapetet fortæller beretningen om Normandiet’s hertug Vilhelm, som erobrede England og tilmed blev dets konge, og fik tilnavnet Vilhelm Erobren.

En spændende oplevelse, som blev illustreret med sammensatte billeder og friser, som var belyst på en 70 m. lang væg i et mørklagt rum, hvor hele historien blev fortalt gennem billeder, og som en ekstra service fik vi udleveret hovedtelefoner, som på dansk fortalte om detaljerne i hvert billede.

Vi synes lige vi vil aflægge domkirken endnu et besøg, som i dag søndag er fyldt til sidste plads, da der er både højmesse og konfirmation.

Og så tilbage til campingpladsen for at nyder solen, inden vi drager videre langs invasionskysten i morgen.

Opholdet har været en stor fornøjelse, også selvom dem der spørger hvor vi kommer fra, ingen kendskab har til venskabsforbindelsen mellem Viborg og Bayeux, og hvorfor skulle de da også interessere sig for det.

Det historiske tapet.

Og det krigeriske tapet.

D-dagen (den længste dag) 6. juni 1944.

Kort over den kyststrækningen, hvor de allierede landsatte tropper 5 forskellige steder på kysten: Utah Beach, Omaha Beach, Gold Beach, Juno Beach og Sword Beach.
Bombardementet af Normandiet startede kl. 3 om natten, og allerede en halv time senere blev der sendt falskærmstropper ind over land, og kl. 5 om morgenen blev de første tropper sat i land, for at gøre klar til modtagelse af ca. 5.000 kampvogne, som sammen med forsyninger var bragt frem med ca. 5.000 større og mindre landgangsfartøjer. Dertil kom ca. 5.000 jagere og bombefly og en samlet invasionsstyrke på 255.000 tropper, og dermed den største militæraktion nogen sinde.

Her blev de allieredes tropper landsat.

14. juni

Vi forlod Bayeux i solskin, og kørte ud af vej D6 for at fange D514, som vi fulgte langs hele invasionskysten. Første stop var den amerikanske kirkegård, som var en overvældende oplevelse. På de mange tusinde grave med soldaternes navne, alder, regiment og hjemstat i USA, var der mange steder lagt blomster.

Herudover er der opført ca. 1500 soldater på en mindetavle i alfabetisk orden, og med inskriptionen, ”Her ligger soldater på deres sidste hvilested, som kun Gud kender”.

Næste stop var Omaha Beach - og senere Utah Beach - som har fået navne efter de to områder på kysten, hvor de amerikanske tropper gik i land. Fra landevejen kunne vi flere steder dreje af til kysten, og her lå der bl.a. tyske bunkers, som vi kender dem fra den jyske vestkyst.

Vi så også efterladte landgangsbroer, men ellers er strandende i dag overtaget af fredelige badegæster.

Når man kører langs kysten og gennem de mange landsbyer, bliver man både imponeret og overrasket over, at der så mange år efter invasionen fortsat flages med de allieredes flag. Det er en flot gestus, som ikke kun finder sted ved de mange mindesmærker og offentlige bygning, men også hos et stort antal private borgere i området. Det har været en oplevelsesrig dag, som fortsætter i morgen.

Den amerikanske kirkegård.

15. juni

I dag blæser det en frisk vind, og indimellem kommer der et ordentligt vindstød. Men turen går støt videre til området mellem Omaha og Utah Beach. Her stoppede vi op ved et 30 m. højt klippefremspring (billedet) ”Pointe du Hoc”, hvor tyskerne havde bygget flere bunkers og etableret 6 kanoner med hver en rækkevidde på over 18 kilometer. Herfra kontrollerede de ca. halvdelen af den 70 km. lange kyststrækning, hvor invasionen fandt sted, og dermed var en alvorlig trussel mod de allieredes landgang.

Alligevel blev tyskerne overrumplet af et kraftigt luftbombardement, hvor bombekraterne stadig kan ses, og efterfølgende fulgte et angreb fra de amerikanske rangers, som under store tab forcerede klippen ved hjælp af tovværk, og dermed satte tyskerne ud af spillet, - og banede vejen mod Paris og videre til Tyskland.

På vejen mødte vi også et dansk mindesmærke ved byen St. Marie du Mont, som er rejst i mindet om de 800 danske soldater, der deltog i invasionen. Man får lyste til at sige tak for indsatsen - og ikke mindst tak for friheden.

I morgen fortsætter turen mod vest.

Pointe du Hoc klippen.

16. juni

Vi startede dagen med at gøre nogle indkøb i Cherbourg, så vi igen kan klare os nogle dage, og fortsatte derefter ud til Normandiet’s vestligste punkt ”Cap de la Hague”, som er flot beliggende i et terræn, der falder smukt mod havet, hvor der kun bor enkelte familier, og hvor fyrtårnet er stået til søs.

Sjovt nok modtog vi undervejs en sms på mobilen, som bød os velkommen til England. Det var lidt spøjst, men da vi returnerede var franskmændene atter i røret.

På vej ned langs kysten passerede vi byerne Carteret og Granville, og mellem dem ligger den engelske ø Jersey meget tæt på den franske kyst.

Ude mod vest har tyskerne også bygget bunkers, men her møder vi mindre flagning og færre mindesmærker.

Da vi nåede ned til byen Avranches, som er placeret på et højdedrag, ville vi slå os ned på en autocamperplads i byen, men den skrånede så meget, at vi fortrak igen, og overnatter i stedet på parkeringsarealet ved et stort supermarked, som også 32 andre synes er en god ide. Det var den foreløbige status kl. 20:30.

Byen blev i øvrigt udsat for et voldsomt bombardement under krigen, og på det nærmeste jævnet med jorden, men knejser nu igen flot på bakketoppen. Vi sluttede dagen med et besøg på den tyske kirkegård, som er bygget cirkelrund, og rummer ca. 12.000 mindetavler med de dræbte soldaters navne samt fødsels- og dødsdato - men der er også mange ukendte - og en hel del med manglende oplysninger.

Det skal tilføjes, at udover de allieredes store kirkegårde også findes mindre engelske og amerikanske kirkegårde rundt på halvøen.

Vi har nu været på farten i 2 uger, og forlader i morgen Normandiet, for at fortsætte ind i Bretagne.

Det vestligste punkt Cap de la Hague.

17. juni

Det første vi møder i Bretagne er den berømte klippeøe Mont. St. Michael, som ligger i vadehavet med Europas kraftigste tidevand på mellem 3 og 4 meter, og som er et fænomen, vi allerede har oplevet flere gange på vores vej, og som optræder langs vestkysten, men vidst nok stærkest i bugten mellem Normandiet og Bretagne. Ved lavvande forlyder det, at man kan gå tørskoet rundt omkring klippeøen.

Byggeriet på Mont. St. Michael blev påbegyndt i starten af 700 tallet, og opført som et bedested til ære for ærkeenglen Michael. I 900 årene opførte Benediktiner munke det første kloster, og i 1200 tallet blev det store kloster og klosterkirken færdigbygget.

Øen har så vidt vides 75 indbyggere, som bor i boligerne langs stierne øen rundt.

Vi har tidligere omtalt en fransk omelet, og den er faktisk opfundet her, som et resultat af, at der ikke kunne dyrkes nogen form for afgrøder, da der ikke findes det ringeste jord.

Øen er en kæmpe turistattraktion med tusindvis af besøgende dagligt (3 mio. årligt) og med et kaos af mennesker og biler. Autocamperne har deres egen holdeplads, og efter at have betalt 10 euro i entre, blev det kraftigt pointeret, at det var uden overnatning.

Efter nogle timers ophold, kørte vi videre langs kysten for at finde en overnatningsmulighed, som endte med en kommunal campingplads til 7 euro alt inkl. Her sluttede en oplevelsesrig og forblæst dag.

St. Michael.

18. juni

Til morgen skinnede solen fra en skyfri himmel, så det tegner til en god dag. Vi startede med et besøg i byen St-Malo, som er en gammel fæstningsby, hvorom det berettes, at sørøvere fra 1500 til 1700 tallet havde tilladelse til at plyndre handelsskibe fra lande, som var i krig eller uvenner med Frankrig. Byttet blev så vidt vides delt mellem staten og piraterne. Det var bl. a. også herfra man udrejste, når men ville emigrere til USA og Canada.

Fra St-Malo kører vi over en dæmning til byen Dinard, hvorfra fæstningsmurene stadig kan betragtes.

Under krigen blev ST-Malo sønderbombet, da tyskerne havde søgt tilflugt bag fæstningens tykke mure. De mange skader er senere udbedret, så byen fortsat er en fæstningsby.

Langs kysten passerede vi også byerne St-Brieux , Perros –Guirec og sidst Morlaix, som er en pragtfuld by med gader på begge sider af den gennemløbne flod, som var fyldt op med lystbåde, hvilket gav et helt specielt bymiljø. Dagens etape sluttede i klosterbyen St-Pol-de-Leon, som har hele to ens gamle klosterkirker, der ligger i byens centrum med 100 m. afstand.

Her har vi slået os ned på en stor gratis autocamperplads, og holder med næsen lige ud til bugten, hvor tidevandet er så kraftigt, at siden vi kom er bugten blevet tømt for vand ved ebbe (billedet), og fyldes igen ved flod, så lystbådene igen kan få vand under kølen.

Inger kommer lige med denne iagttagelse under forskellen på ebbe og flod.

Til trods for, at jeg var i gang med en rigtig god bog af Elsebeth Egholm ”Liv og legeme” fik jeg ikke læst meget. Jeg holdt øje med tidevandet som et af naturens undere.

En ung mand kom ind med sin motorbåd og vadede igennem det lavvandede vand, for at hente en ponton, så hans elskede (tror jeg nok) kunne komme tørskoet i land. Havde han ventet 10 minutter kunne begge være gået tørskoet i land – så meget for fransk galanteri!!!!

Vi holder nu weekend, ja faktisk tager vi et par feriedage, og vender tilbage på mandag. Indtil da beklager vi, at vi endnu ikke har mødt en eneste internetmulighed, og derfor ikke er på Skype, men må klare os med den medbragte danske mobiltilslutning.

Her holder de "gamle" på rad og række. Klokken er 20:00 og omkring 30 vogne er på plads for natten, som tæller en enkelt fra Belgien, Holland, England, Irland og os fra Danmark. De øvrige er franskmænd, som drager rundt i landet og nyder deres otium. Vi føler os meget sikre på disse holdepladser, som aller er registreret og godkendt af myndighederne. De fleste har været etableret i årevis, og er en del af bybilledet, og et aktraktivt indslag, som giver omsætning i butikker og restauranter. De fleste franske byer - og for den sags skyld europæiske byer - har etableret autpocamperpladser, og kan se ideen i at stille nogle P pladser til rådighed, og dermed skabe ekstra live i lokalsamfundet.
Man kunne ønske sig en tilsvarende holdning i Danmark, men det lader sig næppe realisere af forskellige misforståede årsager.

 

 

 

Det imponerende tidevand.

19 og 20. juni

Lørdag kørte vi videre langs kysten, og var så heldige at finde en campingplads med gratis trådløst internet, så det benytter vi os flittigt af. En anden overraskelse var, at der ved aftenstid kom rullende et Vietnamesisk ”Take-away” køkken, hvor vi kunne vælge mellem et utal af lækre specialiteter, som det unge vietnamesiske par fik meget ros for.

Lidt senere kom der rullende en vinhandler, som solgte lokale produkter af egnens ”Æble-Cider” i forskellige kvaliteter, som vi selvfølgelig også måtte smage. Det var et par hyggelige indslag, som havde en varighed af ca. 3 timer, og åbenbart er tilbagevendende begivenheder.

Vi har ikke gjort så meget ud af at fortælle om adresser og kvalitet af overnatningsstederne, da både autocampingpladser og alm. campingplader ligger meget tæt, og har masser af ledige pladser på denne årstid.

I vores oversigt ”All the aires france”, som er en bog der indeholder 1600 franske autocamperpladser, er der alene i Bretagne 225 pladser, og ca. det halve antal i Normandiet. Det reelle antal er endnu højere, og når alm. campingpladser lægges oveni, er der kun få kilometer mellem overnatningsmulighederne.

Undtagelsesvis vil vi dog oplyse, at pladsen vi er på lige nu hedder ”Des Abers” (foto) og ligger ved byen Landeda i departementet Finistere (verdens ende), og ejes af Vera og Hubert. Vi fandt pladsen i ACSI bogen, men der er de ikke med længere.

Medens vi sidder og skriver lytter vi samtidig til Cafe Hack på P4, hvor den altid underholdende Jakob Haugaard er dagens gæst. Det var i øvrigt også gennem radioen vi fulgte landskampen mod Cameroun, da vores spanskbaserede DR tv-syd går i sort, når der sendes fodbold, da rettighederne åbenbart tilhører andre tv kanaler i sydeuropa.

Solen skinner fra en skyfri himmel og blæsten har endelig lagt sig, så drømmesengen er fundet frem, og dase-genet har taget over. Om vi får bugt med det i morgen, vil tiden vise.

 

Camping Des Abers.

21 og 22. juni

Vi blev en ekstra dag og nød solen. Vi fik også vasket lidt, og benyttede lejligheden til at læse lidt på Bretagnes historie, som i lighed med Normandiet var et hertugdømme og uafhængig af Frankrig indtil midten af 1500 årene. Om aftenen blev vi underholdt af et kor fra byen, som kom ud på campingpladsen, og oven i købet trak tilhørere med fra byen.

Næste morgen valgte vi at køre videre, og har haft solen på slæb hele dagen. Turen gik ned gennem bondelandet til

Brest med 150.000 indbyggere, som er en havneby, men også præget af at Bretagne er et landbrugsland.

Herfra fulgte vi kysten til halvøen Crozon og byen af samme navn, og videre ud til Cameret sur Mer, som er en charmerende by, der ligger ud til bugten. Endemålet er dog ”Pointe de Penn Hir” (foto), som er en høj klippe med en flot udsigt udover de mange spredte klippeskær i havet, og besøgt af mange vandringsmænd - og os der bare vil nyde udsigten.

I området langs kysten ligger en autocamperplads (4 euro), som har plads til 60 enheder, og her overnatter vi, selvom naboen til den ene side er en helikopter plads, som muligvis er en akut-helikopter vi allerede har set i aktion. Til den anden side ligger en grøn mark med store og små granitsten, som engang i tidernes morgen er stillet på højkant af ukendte, og i et ukendt mønster, så man kommer til at tænke på andre steder i verden, hvor lignende fænomener optræder. Og altså også her i Frankrig - hvor vi allerede ved - at vi møder fænomenet endnu engang på vores vej.

Den smukke klippekyst Point de Penn Hir.

23. juni

Efter morgenmaden var det meningen, at vi skulle foretage nogle indkøb på vej ud af byen, men vi endte såmænd på en fransk kirkegård. Nu har vi set så mange, så hvorfor ikke også en fransk.

Da begge dele var klaret kørte vi rundt i bugten og ud til ”Pont du Raz”, som er et flot naturområde med masser at stisystemer, og alleryderst står fyrtårnet, som kan berette om undersøiske skær og mange skibsforlis. Her færdes man med forsigtighed, og fiskerne beskæftiger sig i dag kun med fangst af Sardiner fra mindre både.

Vi fortsatte lidt ind i landet til ”De sorte bjerge”, hvor et gammel sagn fortæller, at det elskende par ”Tristan og Isolde” ligger begravet her.

På vej tilbage mod kysten passerede vi gennem byen Quimper eller Kempere, som gennem de sidste 1500 år har været domkirkeby. Bretagne har sit eget sprog, som bl.a. kan aflæses på byskiltene, hvor begge stavemåder er vist med fransk øverst.

Selvom det har været en ekstraordinær varm dag, så fortsatte vi helt ud til kysten, og endte med at slå os ned ved stranden i byen Concarneau.

Efter at vi havde fortæret dagens indkøb af rejer og kylling, travede vi en tur langs stranden, og kom forbi et lille kapel fra 1795, hvor en kvindelig kunstner have udstillet sine skulpturer og malerier, som vi betragtede medens solen gik ned over bugten ved 22 tiden.

Det var jo Sct. Hans aften, og for første gang meldte vi afbud til familiens ”blus-awten”, så vore tanker gik nordpå, hvor vi tit har måttet hente vinterovertøjet frem, for at nyde den sidste varme fra bålet.

 

Vi besøgte også en almindelig fransk kirkegård.

24. juni

Varmen plager os fortsat, så dagens program pegede ud mod endnu en klippe, men inden da stoppede vi op i byen Carnac (Karnag), for at se de mange hundrede sten, som er rejst på højkant og stillet op på flere rækker engang i fordums tid. På billedet ses ca. ¼ af stenene, da solen var i det forkerte hjørne. Hvilken historie de skal fortælle fortoner sig i tågerne.

Ved frokosttid kørte vi ud på tangen Quiberon til byen af samme navn, hvor vi spiste frokost medens vi kiggede ud over havet, hvor der pludselig udspandt sig en spændende situation, som vi fulgte med stor opmærksomhed. En helikopter var i færd med at drive en motorsejler mod land, og da det var sket fløj den videre. Men modtagelseskomiteen har åbenbart ikke været på plads, så båden stak til havs igen, men få minutter efter var helikopteren tilbage, og den uvorne sømand blev drevet mod land endnu engang, og der sluttede vores frokostunderholdning.

Vi kørte videre til en autocamperplads (2,5 Euro) i nærheden, men der var for varmt, så vi valgte at køre videre til en Camping Municipal ** Les Sables Blancs (Det hvide sand). De kommunale sparer også hernede, så vi fik ikke udleveret den sædvanlige pladsoversigt, og har derfor svært ved at vurdere pladsens størrelse, men den er kæmpe stor og på mindst 2.000 pladser, og flot beliggende på en lang og smal tange med hvidt strandsand til begge sider, så pladsens navn er meget betegnende.

Et udsnit af de mange granitsten.

25. juni

Vi har nu forladt Bretagne, men inden vi startede dagens etape besluttede vi at ændre ruten, som oprindelig var planlagt til at gå noget sydligere, men nu kommer til at gå lige over landet med første stop i byen Angers, hvor vi holder weekend.

Byen har 275.000 indbyggere og ligger i et smukt område, der er noteret på Unescos verdensarvliste med pragtfulde slotte i den majestætiske og mystiske Loire dal, som er en af moder naturs skatte, og hvor der bl.a. produceres ”Anjou” vine.

Herfra går turen videre til byerne Tours, Orleans, Tryes, Nancy, Metz og sidst Luxembourg.

Campingpladsen hedder "Lac de Main" og ligger i byens udkant (foto), ved en sø af samme navn. Der er 5,3 km. rundt om søen, som har floden La Maine på ydersiden, hvor der kun er en smal landtange at gå på.

La Maine der løber gennem byen, må være en biflod til Loire, som løber uden om byen.

Campingpladsen har flere formaninger, men heldigvis ingen om, at der ikke må drikkes vin.

Til gengæld er det forbudt at synge, så allerede her vil mange af vores venner få problemer, og det gælder også dem der vil tale religion og politik, eller fører et uhøvisk sprog, som kan være til skade for andre, og ikke mindst for børn. Her skal man med andre ord opføre sig ordentlig og fordragelig, og så kan man vel være sikker på ikke at blive opsøgt af hverken prædikanter eller politikere.

Vi gik en tur rundt på pladsen i et forsøg på at finde en udgang til søen og byen, men undervejs fandt vi en dansk campist, men ingen udgang fra området. Den betræder man først udenfor campingpladsen, så nu ligger vejen åben til både sø og by.

 

Byen Angers med en kommunal campingplads.

26 og 27. juni

Vi har nu været på en hyggelig travetur omkring søen, som er lidt specielt langs den ene side, hvor vi går på en 2-3 km. smal brink mellem søen og floden. Der er mange motionister på stierne, og minder os lidt om den aktivitet vi kender hjemmefra Søndersø. Her er 35 grader og en sol der brænder fra en skyfri himmel, så vi går ikke langt på literen, og søger skygge hvor det er muligt.

Vi har naturligvis også været på en større bytur, hvor det primære mål var Chateau d’Angers, som byens stolthed og ligger ved floden La Maine. Når vi går over broen til bysiden, er slottet det første vi møder. Det er en kæmpe bygning på 25.000 m2. med 17 tårne, og en stor indre gård med bl.a.et gotisk kapel. Voldgraven omkring slottet har aldrig indeholdt vand, og fremtræder i dag som en parklignende have. Indgangen består af en solid vindebro med et kraftigt hejseværk, som danner et uindtageligt fæstningsværk. Tidligere havde slottet et tårn med egen vindmølle, og har også på et tidspunkt været anvendt som fængsel.

Bygningen blev planlagt mellem 900 og 1200 tallet, men først endelig igangsat i 1400 og 1500 tallet, som byens forsvarsværk, og omtaler en berømt kong Réne og forskellige hertuger i forbindelse med opførelse af de forskellige bygninger.Billedet viser lidt af slottet og en statue af kong Réne.

På slottet er udstillet tapeter, som altså ikke kun findes i Bayeux. Billederne beskriver det nye testamente, samt historiske, sociale og politiske forhold i det 1400 århundrede, og har en længde af 100 m. og en højde på 4,5 m, og blev i 1375 bestilt af Louis d. I, som var hertug af Anjou. Der gik dog 7 år inden arbejdet var færdiggjort.

Tapetet blev restaureret i 1954, og derefter fremvist for offentligheden, og det foregår i et mørklagt rum, hvor tapetstykkerne er flot belyst.

Længere nede af gaden ligger byens Cathedral, som også har flere hundrede år på bagen, og bestemt også er et besøg værd, selvom organisten spillede noget højt.

Vi vandrede lidt rundt og kiggede på byen, og fik en sandwich og et glas koldt øl undervejs, inden turen atter gik hjemad.

På campingpladsen mødte vi et par efterlønnere fra Kolding, som inviterede på et glas vin og en hyggesnak. Vi medbragte en smagsprøve på Normannisk Cider, men er glade for at være kommet til et godt vinområde.

Vi spiser lidt halvsent p.g.a varmen. I aftes blev den 22 inden vi fik aftensmad, og derefter sidder vi ude og nyder de varme aftener, medens klimaanlægget arbejder hårdt for at få kassen kølet ned inden sengetid.

I morgen mandag tager vi hul på de sidste 800 franske kilometer.

Chateau d'Angers.

28. juni

Vi fik en ordentlig tordenskylle i nat, så luften var dejlig frisk her til morgen, men det holdt kun kort, så var der igen stegende hedt. Vi begav os af sted gennem byen kl. 9, da vi mente, at den værste morgentrafik nok var overstået - det var den nu ikke - men det var betydelig nemmere at komme ud af byen, end det var at komme ind.

Til morgenkaffen lyttede vi til P4 (Københavns Radio), hvor vi hørte om alskens problemer i morgentrafikken på de kanter, så vi følte os godt rustet til dagens prøvelser.

Vi fandt hurtig vejen gennem Loire dalen til domkirkebyen Tours, hvor vi kunne huske lidt om, at stedet var et af de mange udgangspunkter for pilgrimsvandringer til Santiago de Compostella, som var den rute (el-camino), vi fulgte tværs over det nordlige Spanien i efteråret.

Selvfølgelig havde vi også en erindring om forårsklassikeren i prof. cykling: Paris – Tours.

Efter Loire dalen kørte vi ind i et fladt agerland, som senere blev til et bakket og smukt bølgende landskab frem til Champagne området, hvor vi fandt logi for natten i byen Chalons-en-champagne.

 

Flotte udsigtspunkter.

29. juni

Efter en friskbagt baguette var vi klar til en ny dag. Vi havde været lidt i tvivl om ruten, da vi planlagde turen, men blev alligevel overrasket over hvor godt det gik, og hvor lidt trafik der egentlig var på motorvejene. Så hvis man skal transit til Bretagne, kan vi absolut anbefale denne rute tværs over landet, men gør samtidig opmærksom på den medfølgende motorvejsafgift på ca.kr. 1,- pr. km = kr.1.000.

Efter 2 x Luxembourg (land og by), hvor vi fik tanket op til europas billigste priser, fortsatte vi til Trier i Tyskland, hvor vi fulgte vej nr. 53 langs Mosel til Koblenz. Den tur har vi taget nogle gange tidligere, og synes det er en fantastisk tur, hvor man skiftevis over 130 km. kører på den ene og anden side af floden. Vi overnatter også på samme plads (foto), hvor vi holder med næsen ud til floden, og kan følge den livlige skibstrafik, som vi tidligere har skrevet om. Billetdamen fra kommunen har lige været her og opkrævet 7,50 euro, hvoraf 1,50 euro er til strøm for et døgns ophold, så nu er vi klar til at aflægge vores sædvanlige restaurant et besøg, hvor vi skal have den sædvanlige Jægersnitzel, og dertil et stort glas koldt øl.

 

Her overnatter vi ved Mosel floden.

30.juni

Efter et par afslappende dage ved Mosel floden, er turen slut for denne gang. Vi mangler endnu et par dages kørsel inden vi er hjemme, og til den tid har vi kørt godt og vel 5.000 km.

Hyggelige byer langs Mosel