TYSKLAND

Tyskland er det førende land i Europa, der blev samlet som nationalstat i 1871 – og har i dag 83 mio. indbyggere – som er spredt rundt i et stort land, hvor både naturen og kulturen er meget forskelligartede i de 16 delstater.

Vi har gennem mange år drønet ned ad de tyske motorveje på vej mod feriemål under sydligere himmelstrøg - og tænkte dengang ikke videre over Tyskland som ferieland - da vejret vi mødte undervejs måske ikke altid var det allerbedste.

Men i de senere år - og ikke mindst siden vi har anskaffet en autocamper - er vi jævnlig kørt væk fra motorvejene, og hver gang oplevet et anderledes smukt land, end det vi kender fra de trafikerede motorveje.

Selvom vi kun har kørt få større ture i landet, er vi ikke i tvivl om, at Tyskland måske er Europas smukkeste land med skiftende landskabsscenerier af bjerge, floder og gamle smukke byer, som vi gerne vil se meget mere af.

Vi har allerede besøgt nogle af de store byer, men mangler dog stadig Berlin, selvom vi for nogle år siden var tæt på, da vi krydsede gennem det tidligere østtyskland.

Dee er mange campingpladser i landet, og ikke mindst et stort antal bynære Stell-pladser, som er et godt udgangspunkt i jagten på oplevelser i de mange spændende og velholdte byer.