SPANIEN 2010

Den planlagte rute langs den spanske Middelhavskyst.

Autocamperplads i Göttingen.

21-22. sept. 2010

Inden vi startede hjemmefra havde bilen fået et ekstraordinært eftersyn, så den var i orden og klar til en tur til Spanien. Vi havde gjort værkstedet opmærksom på, at koblingen ind imellem var lidt underlig, men den blev godkendt, og så var det jo nok som det skulle være.

Vi kørte som sædvanlig ned til den dansk/tyske grænse for at overnatte, så vi var veludhvilede og friske til at starte turen onsdag morgen, men allerede fra starten begyndte kobling at drille, og den planlagt rute af A1 gennem Tyskland voldte problemer allerede fra starten, da vi pludselig sad i en flere kilometer lang kø p.g.a vejarbejde inden afkørslen til A1 mod Bremen, så vil valgte at ændre planer, og kørte tilbage til A7, som går ned over Kassel.

I Göttingen fandt vi en autocamperplads i forbindelse med et stort Svømmecenter ved navn ”Badeparadies Eiswiese”. Vi betalte 9 euro for opholdet, og fik vores aftensmad i Centrets græske restaurant.

Alsfeld er en smuk by med masser af bindingsværkhuse.

23. sept.

Efter starten torsdag morgen blev problemet med koblingen større, og da gearskiftet begyndte at svigte hver anden gang gjorde vi et ophold på en motorvejsstation på A5 mod Frankfurt. Vi var lidt bekymrede, og da vi ville køre videre for at finde et værksted virkede koblingen ikke (selvom den var normal at træde på), så vi måtte tilkalde og afvente hjælp for at blive slæbt på et aut. værksted, og det blev hos Fiat/Iveco i byen Alsfeld, hvor de også undrede sig over problemet.

Men vi skulle jo videre, så der blev sat 6 mand i gang med at skille motoren ad, og lige før fyraften fandt de fejlen, så vi blev stillet i udsigt at vi kunne køre videre fredag kl.12.

Natten tilbragte vi på et hotel i byen, hvor der i øvrigt opholdt sig et dansk rejseselskab. Alsfeld er en spændende og charmerende by med smalle gader og masser af gamle velholdte huse i bindingsværk.

Udskiftning af koblingen.

Autocamperplads ved Mosel.

24-25. sept.

Under opholdet fandt vi ud af, at det var det helt rigtige værksted vi var kommet til. De havde diplomer og certifikater i lange baner, og udover en vidstrakt service var der også styr på tiden, så stedets geschäftführer afprøvede bilen og afleverede den med et håndtryk kl.11.58. Ordnung muss sein!

Bilen kører fantastisk, og vi fortsatte rejsen mod syd, hvor vejret undervejs skiftede fra 24 graders varme til kølighed og kraftig regnvejr.

Inden vi nåede Trier ved grænsen til Luxembourg, valgte vi at køre ned til Moselfloden, hvor de så småt er begyndt på vinhøsten. Vi holdt langs vinmarker i byen Ernst, hvor vi holdt ind på en overfyldt autocamperplads ved en restaurant. I morgen lørdag går turen videre mod Lyon, hvor vi undervejs overnatter på en kendt overnatningsplads ved byen Beaune, og derfra videre søndag mod Spanien.

Her kører vi ind i Spanien.

Blanes.

26. sept.

Søndag morgen vågnede vi op til et flot solskinsvejr, og efter morgenmaden startede vi på dagens etape, som skulle vise sig at blive på 800 km. Vi er ellers ophørt med at køre de lange strækninger,, men på en søndag uden særlig meget trafik, og specielt uden lastbiler, kunne vi ikke stå for fristelsen til at nå vores mål i Spanien.

Autopiloten var stillet på 110, og turen forløb uden forsinkelser af nogen art. Det var en fornøjelig fransk søndagstur, som vi ikke tidligere har prøvet, da vi normalt reserverer lørdag/søndag til kørsel gennem Tyskland, hvor trafikken er mere problematisk.

Klokken 18 var vi fremme og indskrev os på camping La Masia i Blanes, som er vores faste tilholdssted, men denne gang med det minus, at der ikke var plads til os, så vi holder nu på et parkeringsområde og afventer en plads i løbet af mandagen. Det har vi ikke oplevet tidligere, men det kom os til hjælp at de kender os, så vi er fortrøstningsfulde.

Camping La Masia i Blanes.

27–30. sept.

Vi fik vores plads mandag, og oven i købet med valgmuligheder, da der var 3 ekvipager der forlod stedet. Den bedste plads var ved siden af et dansk par fra Nr. Aaby på Fyn, som har boet her siden august, og vender hjemad på søndag. På vejen bag os bor et andet dansk par fra Fjerritslev, som er på vej lidt ned af kysten. Vores øvrige naboer er englændere og hollændere, men ellers er stort set hele Mellemeuropa inkl. Skandinavien repræsenteret her på pladsen, som i øvrigt stadig er fyldt til sidste plads, og det er ikke med børnefamilier, men udelukkende ”gråhårede”, som os selv, der bor her og nyder det gode klima.

I den modsatte ende af campingpladsen holder fastliggerne til, som primært er spanske børnefamilier fra Barcelona området, der kommer her i weekenderne, og skaber lidt ekstra liv.

I dag rinder september ud med en behagelig temperatur på 25 grader.

De mange boder på torvepladsen.

1-3. okt.

Fredag fik vi besøg af en "ældre" englænder, som lige skulle høre om jeg interesserede mig for fodbold. Det svarede jeg ja til, for at holde samtalen i gang, og så berettede ham om sine mange år som Liverpool fan. Da jeg spurgte til de danske spillere på holdet - uden egentlig at vide hvem de var - fortalte han om Agger og Poulsen, men snart begyndte han glædesstrålende at fortælle om Jan Mølby, som havde været hans helt store idol.

Lørdag og søndag arrangerer byens foreninger underholdning med musik og dans på den store pladsen for enden af strandpromenaden, og samtidig har de opstillet stande, hvor de forsøger at skaffe indtægter og hverve nye medlemmer. Vi bidrog lidt til Blanes Rotary Club, som samlede ind til forskellige sundhedsprojekter rundt i verden.

 Billedet viser pladsen med de 36 stande til højre, og et lignende antal permanente restauranter til venstre.

Søndag eftermiddag er der tradition for, at de lidt ældre medborgere underholder med kædedans samme sted.

Efter er solrig og varm weekend, ser vi frem til morgendagen, hvor pladsen ændres til en stor markedsplads, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord.

Spansk dans på strandpromenaden.

 

Billedet viser en af de mange spanske kædedanse, som både børn og voksne deltog i med stor entusiasme lørdag aften.

Marked på torvepladsen.

Boder på markedspladsen.

4-5. okt.

Mandag formiddag besøgte vi markedspladsen, og fik da også købt nogle enkelte ting, inden vi igen fik os viklet ud af det menneskemylder, hvor alle er på jagt efter gode tilbud. Sidst på eftermiddagen er det slut, og alt pakkes ned og opstilles næste dag i en ny by. På billedet ses de mange stadepladser, som er i to rækker og kilometer lang.

De forskellige markedsformer er udbredt over hele Spanien, og er en levevej for en masse mennesker. Vi husker selvfølgelig også at besøge byens restauranter, som der i alt er 130 af, så valgmulighederne er store, selvom byen med sine 40.000 indbyggere ikke er meget større end vores egen hjemby, men her skal der så yderligere tillægges nogle hundredetusinde feriegæster, som gør byen, der er beliggende mellem Girona og Barcelona, til en af Costa Brava kystens store feriesteder.

Sæsonen er ved at gå på hæld, og flere butikker, restauranter, hoteller og campingpladser er allerede lukket ned for i år, og flere vil nok følge efter i den kommende tid, men det berører ikke os, da byen stadig summer af liv og charme.

Og der er fortsat mange mennesker på stranden … det vender vi tilbage til næste gang.

Marked med masser af besøgende.

Grøntmarkedet i en parallelgade.

 

I en skyggefuld parallelgade til venstre i billedet ligger byens grøntmarked, hvor vi dagligt køber friske grøntsager, som er produceret af lokale avlere.

Der er fortsat mennesker på stranden som nyder solen og en dukkert i Middelhavet.

Billed fra februar 2009.

6-7. okt.

Nogle husker måske vores beskrivelse af Blanes under vores tur i foråret 2009, og ikke mindst konsekvenserne af den orkan der ramte byen i december 2008. Desværre er siden blevet slettet ved et uheld, og kan ikke genskabes, så derfor gentager vi måske ting, som nogen kan huske at have hørt tidligere.

Strandpromenaden er nu genopbygget efter ødelæggelserne, og de strandede skibe fjernet, så alt er atter ved det gamle.

Billedet viser den nordlige halvdel af strandpromenaden mod centrum. Over klippen for enden af torvepladsen ligger den nyere del af byen, og til venstre den gamle bydel.

Efter orkanen blev en stor del af strandpromenaden genetableret, og der blev brugt gravemaskine til nedgravning at store klippestykker under strandsandet, som sikring af stranden mod fremtidige storme.

 

Besøg på frokostrestaurant.

8-10. okt.

Vi har godt og vel 2 km. ind til centrum, og den tur langs stranden traver vi en til to gange dagligt. Heldigvis er der flere vandingssteder undervejs på ruten...
I de seneste dage har flere hundrede seniorer deltaget i en Petanque turnering, som blev afviklet på omkring 75 baner i byens centrum, så der motioneres på forskellig vis.

Familien fra Fjerritslev valgte at blive her, og starter hjemturen i dag søndag. Vi spiste sammen fredag aften, hvor fik dagens menu ”Menu del dia” til 12 euro pr. person inkl. vin. Det er et ret almindeligt tilbud på spanske restauranter, hvor man frit kan vælger mellem 3 forskellige forretter, hovedretter og desserter. Lørdag blev vi overrasket af et par bekendte fra Scotland (Sheila og Stan). Vi traf dem her på pladsen i foråret 2009, og havde mange hyggelige stunder i de 4 uger vi opholdt os her.

I de kommende dage får vi nok lejlighed til at snakke lidt om, hvad der er sket siden sidst.

I nat havde vi et voldsomt tordenvejr, som vidst nok bliver starten på nogle overskyede dage, men det vil vi bestemt ikke klage over, da vi har haft op til 28 grader siden vi ankom, så nogle dages solpause vil passe os fint.

Det bortkomne glas er erstattet med et snapseglas i plastik.

11-13. okt.

Og så skete det igen, at der pludselig var et par kendte ansigter (Lis og Boe), der bankede på vores dør. Vi havde mødt dem flere gange på vores tur rundt på den ”Iberiske halvø” i efteråret 2009, og vidste godt at de var på vej til Spanien, men havde først regnet med at møde dem på et senere tidspunkt. De blev her nogle dage, og udover en god snak, blev Boe idemand til at få løst et teknisk problem.

Vi havde nemlig opdaget, at begge lampeglas på toppen af førerhuset var blevet fjernet /stjålet, så der kun sad et par nøgne pærer tilbage. Glassene er formentlig kun fremstillet til vores Bürstner model, som Lis og Boe i øvrigt også har en af, så vi må nok forsøge at skaffe nogle nye fra fabrikken, når vi kommer hjem.

Løsningen blev plastik snapseglas, som blev limet fast udvendig på den gummiliste, som de oprindelige glas havde siddet i. Da de første var monteret og limen var tør, blev der sat et ekstra snapseglas udenpå som forstærkning, så nu er de små lamper igen beskyttet mod vejrliget.

Det skal måske lige tilføjes, at snapseglassene blev testet et par gange forud for monteringen, så vi var sikre på, at de var tætte og kunne bruges til formålet.

Den spanske "russiske" restaurant.

Russiske spisekort.

Da arbejdet var udført, gik vi ud for at spise, og da det var begyndt at regne, valgte vi at gå ned på campingpladsens restaurant, men den var lukket, hvilket også andre forretninger havde været i dag, hvad så end årsagen har været til det.

Vi hastede videre til den første mulighed uden for pladsen, for at komme i tørvejr, og det blev i en restaurant på et større hotel. Det så lidt underligt ud med et spisekort på russisk, som stod på bordene, og da servitricen spurgte om vi boede på hotellet, måtte vi svare benægtende, hvorefter hun gik ud for at hente direktøren, som vi blev enige om lignede en russer, men han var venlig og bød os velkommen. Buffet’n kostede 12 euro pr. person inkl. drikkevarer, og da vi spurgte lidt nærmere til drikkevarerne var svaret, at vi kunne drikke alt det vi ville, og det gjorde vi så.
Buffet’n bestod af adskillige forretter, hovedretter og desserter, og i modsætning til andre steder, så kunne vi her forsyne os med det vi havde lyst til.

På vej ud løb vi på direktøren (spionbilledet), og spurgte om det var et russisk hotel, men det var det ikke. Han var selv spanioler, men hotellets gæster var fra Ukraine, og derfor den ekstra service med spisekortene og øvrige vejledninger på russisk. En sjov aften med godt mad og en fin betjening.

Da vi kom retur havde mørket sænket sig, og det var tid at tænde lyset på bilen, så vi kunne se de nye lamper i funktion, og de blev godkendt uden bemærkninger.

 

Regn og storm.

14 -15. okt.

Vi spoler lige lidt tilbage, for at samle op på dagen med de lukkede forretninger, som var på Spaniens Nationaldag d. 12. oktober. Datoen blev i sin tid valgt, fordi Christoffer Columbus på netop denne dag gik i land i Amerika, og så skulle det vidst være på plads.

I de seneste dage har Middelhavet været i oprør med store dønninger, så både vand, sand og skumsprøjt stod ind over strandpromenaden. Det er ikke p.g.a. blæsevejr, så årsagen må findes et sted derude, og ifølge spansk tv skabt mindre oversvømmelser længere nede af kysten.

Vi har haft nogle gråvejrsdage med kraftige regnbyger i nattetimerne, men nu er solen tilbage og havet faldet til ro, omend med en lidt lavere temperatur.

Der er fortsat danske familier som kommer og går, så der er stadig gang i trafikken op og ned langs kysten. Vores nye genboer er fra Hundested, men endnu ikke gamle nok til at rejse rundt på fuld tid, så de er begyndt at øve sig. De er kun 57, og dermed de unge her på pladsen.

Efter formiddagens travetur og indkøb, har vi nu anbragt os i solen. Forinden formåede vi at få en medarbejder til at skære et par trækronerne ned, så solen uhindret kan nå ned til os.

Disse medarbejdere er i øvrigt alle fra Gambia, og vores redningsmand fik 20 Prince for udvist konduite, og var glad for den lille røde pakke. Andre omkring os kiggede nysgerrigt til, og har nu også fået fjernet en trækrone hist og pist.

Andre omkring os kiggede nysgerrigt til, og har nu også fået fjernet en trækrone hist og pist.

De klippede trækroner.

Idaline og Peter.

16-17. okt.
I anledning af efterårsferien, sender vi en kærlig hilsen til vores to dejlige børnebørn Idaline og Peter, som vi havde med på camping i DK, inden de rejste hjem til Nuuk, hvor de er født og bor sammen med deres forældre. På billedet har de kontakt med hinanden via Skype.

 

Søndagsdans på strandpromenaden.

Spansk dans.

18-19. okt.

Søndag eftermiddag var vi til musik og kædedans på strandpromenaden, hvor byens borgere danser i ”ring”, som det kaldes hernede. Her i byen foregår det på en fast plads, som er markeret med en skulptur af dansere til højre i billedet, og under solmåtterne sidder et 10 mands orkester.

Dansen har udviklet sig gennem århundreder, og er for catalanerne både en social og identitetsmæssig funktion, da området har deres eget sprog og et ønske om selvstændighed.

Her i Catalonien hedder dansen Sardana, og danses på pladser og torve i både byerne og på landet, og består af en kompliceret rækkefølge af korte (otte takter) og lange (16 takter) trinmønstre, som ledsages af musik i 2/4 og 6/8 takt.

Spanien rundt praktiseres dansen i forskellige former, og ender med den kendte Flamenco dans i Andalusien.

Mandagens store torvemarked sprang vi over, og fik i stedet handlet ind og fyldt op i køleskabet, så vi igen har forsyninger til nogle dage.

 

 

På restaurant med skotterne Sheila og Stan.

20-21. okt.

Sammen med vores skotske venner, besøgte vi vores foretrukne frokostrestaurant, som er beliggende i den gamle bydel. Det er et anderledes sted, som er ukendt af turister, og hvor gæsterne er lokale borgere og forretningsfolk. Vi var fremme da de åbnede kl.13, og fik taget et billede af lokalet inden det blev fyldt op, og med den altid smilende og slagfærdige sortklædte værtinde, som ses i bunden af billedet.

Menuen og betjeningen er på spansk, og der tilbydes kun Rose vin, som tappes i egen kælder og serveres i forskellige etiketteløse flasker.

Selvom vi ikke altid er klar over hvad vi får, når værtinden har remset alle muligheder op, så er vi sikre på noget godt og veltillavet mad. Siden sidst er der dog blevet indført en spiseseddel, som vi i kopiform fik lejlighed til at studere i fred og ro. Eksempelvis fik jeg klipfisk (saltet tørret torsk) i en slags butterdej, melon og spegeskinke, oksefilet med fritter, is til dessert og kaffe. De øvrige valgte andre ting, og prisen inkl. vin blev kr. 85,- pr. næse.

Klipfisk hedder Bacalao, og er en almindelig ret på den Iberiske halvø, som serveres på utallige måder, og kan stort set fås på alle restauranter.

Camp Nou stadion i Barcelona.

 Cool Fodbold
Selvom vi bor 50 km. fra Barcelona gik det ikke ubemærket hen, at Barcelona og FCK i aftes mødtes på verdens 3. største stadion ”Camp Nou” med plads til 110.000 tilskuere.
Der var nogle danskere her fra pladsen, bl.a. vores genboer Susanne og Jørn, som tog af sted til kampen kl. 17, og var hjemme igen kl. 2 i nat, og havde haft en god aften på trods af resultatet 2-0.
Vi kunne godt have set kampen på spansk tv i restauranten, men vi nøjedes med at lytte til transmissionen på P3.

Et af poolområderne på La Masia.

Og det andet poolområde.

22-24. okt.
La Masia er en både hyggelig og stor campingplads med over 750 pladser, hvoraf mange er hytter til udlejning og fastliggerpladser, som primært ejes og bruges af lokale og folk fra Barcelona området. Pladsen aflåses kl. 24 og overvåges af en vagtmand, som patruljerer rundt i nattetimerne.

Her er 6 store facilitetsbygninger og 2 udendørs pool-områder, som begge nu er lukket for i år. Under restauranten er der indendørs swimmingpool og fitnesscenter, som er åbent hele året. Endelig ligger der masser af butikker og restauranter lige udenfor pladsen, så vi har alt indenfor rækkevidde. Derfor kan vi godt lide at være her, og har efterhånden også lært byen at kende, som vi trives rigtig godt i. Nogle husker måske, at vi på den ”slettede side” beskrev vores besøg hos både frisør, tandlæge, lægehus og sygehus, så vi føler os rigtig hjemme her. Vi ved godt, at der er mere sol og 5-6 grader varmere syd for Valencia, så vi trækker nok de 500 km. længere sydpå i løbet af den kommende uge.

Lapperne, som er henholdsvis hollænder og sjællænder.

25-26. okt.

I weekenden forsøgte vi at skaffe en ny slange til Ingers kørestol, som havde tabt pusten, men det lykkedes først mandag formiddag. Forinden havde vi forsøgt at lappe hjulet med hjælp fra både en dansk og en hollandsk slangetæmmer, som skiltede med at havde lært faget af deres fædre, men opgaven var måske alligevel lidt for stor. Sjovt nok havde de aldrig hørt om solution, som er en del af indholdet i en æske lappegrej, som består af nogle lapper og en tube solution (lim), så nu har de også den viden. Søndag aften tog jeg sagen i egen hånd, men da tuben med lim var opbrugt lånte jeg lidt glue af en englænder, som vi havde set lappe cykel dagen i forvejen. Operationen lykkedes, og foreløbig er den nye slange lagt på lager.

Undervejs til byen lagde jeg vejen forbi min frisør, som leverede en effektiv sommerklipning til 7 euro, så nu går der dobbelt så lang tid til næste klipning - det er der god økonomi i. Hvad han puttede i mit hår ved jeg ikke, men fluerne var efter mig, så snart jeg forlod salonen, og svirrede omkring hovedet på mig resten af formiddagen. Næste gang vil jeg be’ ham om at blande noget fluegift i hårvandet.

Mandag aften sluttede vi af med Susanne og Jørn, som nu er på vej hjem, og onsdag gør vi det samme med skotterne, så vi bliver klar til at drage mod syd hen imod weekenden.

Spansk dans.

Og nok en dans.

27-29. okt

Lige nu er der 3 danske familier på pladsen, hvoraf et par fra Aalborg har bidraget med oplysninger om en spændende campingplads i byen Altea, som ligger på Costa Blanca kysten mellem Benidorm og Alicante. Den vil vi kikke nærmere på undervejs til endemålet på La Manga ved Cartagena. Turen bliver på 550 km. og går ned over Barcelona og Valencia, som er Spaniens 2. og 3. største byer.

Men inden vi når så langt, er der fredag dømt vaske- og rengøringsdag, og efter at have holdt stille i lang tid, er der også en bil der skal vaskes lidt, og ting der skal pakkes ned inden afgangen lørdag morgen.

Selvom vi sluttede af med skotterne på vores sædvanlige frokostrestaurant, så tog vi endnu en tur torsdag aften, hvor der på en noget pebret hollandsk ejet restaurant i nærheden blev budt på et flot musik og Flamenco Show.

Men tilbage til frokostrestauranten, som under beskrivelsen blev beskyldt for at tale spansk. Det passer nu ikke helt, da her tales catalansk, og det er et helt anderledes sprog, som tales af 6 mio.,og også på de Baleariske øer og i Andorra.

Efter 5 uger er det farvel til Blanes i denne omgang, men vi vender tilbage for et par dage inden hjemrejsen, så vi er rustet til turen mod nord.

Skudmærker efter forsøg på at standse os.

High Jacking!

Undervejs fik vi en ubehagelig overraskelse, da vi på den trafikerede 4-spors motorvej uden om Barcelona, blev udsat for forstadiet til et landevejsrøveri, som vi tidligere har hørt specielt finder sted omkring Barcelona.

En personbil undervejs med en overhaling kastede noget hårdt mod siden af vores bil, som vi desværre ikke observerede, men det gav et kraftigt knald, som skulle få os til at tro, at vi var punkteret. Hurtigt kørte bilen op foran med en gestikulerende pige hængende ud af vinduet i passagersiden, og med katastrofeblinket tændt for at foregive, at v i skulle stoppe, og at de ville hjælpe os. Men vi var ikke punkteret, og agtede ikke at stoppe, men vinkede dem væk, da vi ikke havde brug for deres assistance. Efter flere forsøg gav de op og forvandt. Vi havde ingen fornemmelse af, hvad der var sket, så på den første rasteplads fandt vi et dybt mærke på bilens venstre side. Ærgerligt er det, for den slags kan desværre ikke repareres, men kunne selvfølgelig også være opstået ved et almindelig stenslag, så vi finder nok en måde at kamuflere skaden på, da den er meget iøjnefaldende på vores model.

Vi har ikke villet bruge tid på en anmeldelse, da vi ikke har et ordentligt signalement, og der er jo alligevel ikke andre til at betale skaden end os selv. Vi kunne ikke se hvor mange personer der var i bilen, men ud fra pigens udseende, vil vi vove et skud på sigøjnere. Normalt har vi et kamera liggende oppe foran, men det havde vi desværre ikke lige den formiddag.

Strandpromenaden i Altena.

Kort over La Manga tangen.

1-3. nov.

Vi er nu nået frem til La Manga, og er dermed 850 km. nede i Spanien. Vi fulgte strandvejen (N-332) gennem Alicante by, som er en af Spaniens mange store byer, og videre ned over Santa Pola, hvor vi tidligere har overnattet, til feriebyen Torrevieja hvor vi undervejs passerede de mange lilla/violet farvede saltsøer i baglandet, Efter en køretur på 200 km. nåede vi La Manga, som vi kender og nu besøger for tredje gang. I Altea var der plads til 250 enheder, som nu skal ganges med 5.

Caravaning La Manga er en meget stor plads, ja nærmest en hel by. Her overvintrer mange nord europærer, som nyder det behagelige klimaet og de mange solskinstimer. Vi var heldige med at få en god plads, med en svensk familie på den ene side, og næstefter bor der tilfældigvis et par hyggelige fynboer (Lis og Boe), som vi efterhånden har mødte nogle gange. De bød velkommen og inviterede på frokost, så det var en god start på et nyt ophold.

Kortet viser La Manga del Mar Menor tangen, som er beliggende mellem to have, nemlig Middelhavet på den ene side og Mar Menor (det lille hav) på den anden. Nederst i bugten ligger campingpladsen, og øverst er der en færgeforbindelse til fastlandet. Hele tangen er et stort ferieparadis med masser af ferielejligheder, hoteller og restauranter.

Det lille og det store hav.

La Manga del Mar Menor

Forsiden af kortet viser et flot og særpræget landskab, og den 16 km. lange tange med badestrande til begge sider.
Mar Menor er måske verdens største swiming-pool, hvor vandtemperaturen aldrig er under 18 grader.

 

 

 

 

Cabo de Palos.

4-7. nov.

Det gode vejr har betydet, at vi ikke kun har daset i solen, men også været så tilpas dovne, at vi et par gange har lagt vejen forbi campingpladsens restaurant, for at slippe for madlavning. Lørdag blev det til frokost på halvøen Cabo de Palos.

Stedet er et gammelt fiskerleje, som kan berette om flere dramatiske skibsforlis, hvoraf det mest tragiske var i 1906, da et italiensk passagerskib forliste med 820 passagerer. 

De mange restauranterne ligger på havnefronten, og er med til at skabe liv og stemning. I byens udkant ligger de større butikker, som vi også lagde vejen forbi, da vi manglede nogle småting.

For enden af den gamle bydel ligger fyrtårnet ude på pynten, hvor de fleste skibsforlis fandt sted.

Der dykkes meget i området, men om det er efter de gamle skibsvrag melder historien ingenting om.

Aftenbillede

Solnedgang.

8-10. nov

Selv om vi opholder os i et af Europas varmeste hjørner, med flest solskinstimer og færrest regndråber, end noget andet sted i Spanien, har vi måttet affinde os med blæst i et par dage, men det gode vejr er tilbage igen. Vi havde vinden lige på, og måtte rulle markisen ind, slå parabolen ned og bringe møblementet i sikkerhed under bilen, så vi ikke risikerede flere skader i år.

Når vi ser os omkring, er vi lidt overrasket over - i modsætning til tidligere – hvor mange ledige pladser her er, og som måske er et udtryk for at krisen fortsat kradser. I de områder hvor de spanske fastliggere holder til, og det gælder ikke kun her på La Manga, er der opsat flere ”til salg” og ”til leje” skilte, som måske har årsag i at hver 5. eller mere end 4,5 mio. spanioler er uden arbejde. Men selv om der er krise, arbejdes der fortsat på højtryk med at supplere områdets 15 golfbaner med yderligere 10 nye, så der investeres fortsat og ufortrødent i folks fritid.

I aften fejrer vi naturligvis Mortensaften, og skal have spansk and med rødkål, som nok bliver hjulpet på vej af et glas rødvin, medens aftenmørket atter sænker sig over lagunen.

La Manga tangen i baggrunden.

11-12. nov.

Vi har stadig flot vejr med sol og nu 25 grader, så der er ikke meget julestemning her, og vi har da heller ikke set en eneste kravlenisse i området. Vi skrev på et tidspunkt, at vi skiftede fra Costa Brava kysten til Costa Blanca, hvilket også er korrekt, men for rigtighedens skyld skifter det lige præcis her til Costa Calida, som fortsætter ned omkring hjørnet (Almeria) inden det bliver til Costa del Sol. Vi har 18 km. til Cartagena, som med sine 200.000 indbyggere, er kommunens hovedby. Området hører under region Murcia, der med sine 450.000 indbyggere er Spaniens 8. største by, og beliggende 80 km. inde i landet.

Udover at hvile vores gamle ben, er der også en hel del at bruge dem til, da vi udover vores daglige traveture også har mulighed for at spille fodbold, tennis, basketball, volleyball, beachvolley, petanque osv. I vintermånederne er den indendørs swimmingpool åben med sauna og motionsrum., og sandelig om man ikke også kan lære at danse linedance.

Det store supermarked med bager og slagter samt restauranten med take a way forsyner os med de kalorier vi har behov for, så vi mener bestemt at vi er i gode hænder.

Billedet viser et hjørne af campingpladsen og lidt af tangen, som den i øvrigt tager sig ud på hele strækningen, enten man så kan li’ det eller ej, er La Manga et moderne og kendt feriested.

Her bor vi blandt store engelske trailere.

13-14. nov.

Weekenden er forløbet uden de store sensationer. Lørdag aften gik vi ned på restauranten og fik dagens menu del dias (rejecocktail, entrecote og is), som i anledning af weekenden er sat op til 12 euro incl. den sædvanlige flaske vin og kaffe. Vi bor i den modsatte ende af pladsen, og har præcis 1,0 km. til restauranten, som ligger helt ud til vandet. Som tidligere nævnt, er det en stor plads, så turen giver lidt ekstra appetit. Midtvejs passerer vi en lille kirke, som englænderne har etableret og bruger ved særlige lejligheder. Det er overvejende englændere der bor her, og flere permanent, medens andre er på vinterophold. Mange kører i meget store amerikanske autocampere, eller med store trailere, som begge har sektioner der kan skydes ud i siderne (fotoet viser vores genboer). Men der findes skam også store campingvogne, som bliver trukket af flotte Jaguarer, så der er meget at kikke på. Ligesom i USA har englænderne, som de eneste i Europa, tilladelse til at koble en personbil efter autocamperen i en trækstang. En ”Smart” løsning, som kunne lette transporten for de mange, som medbringer en lille personbil på en almindelig trailer, hvis der da ikke lige er plads til den i bagagerummet.

 


 

Den ensrettede udkørselsvej fra pladsen.

Store paraboler og store vogne.

Billedet viser halvdelen af vejen mod restauranten, og til højre for midterarealet er der en tilsvarende vej, som begge er ensrettede. I midterarealet ligger supermarkedet, swimmingpool og de mange forskellige sportsbaner. Vi bor inde til venstre i ”højhuskvarteret”, og det er vi faktisk rigtig godt tilfredse med, selvom naboerne kikker ned på os.

Bemærk de store paraboler, som er en betingelse for at englænderne kan se de mange BBC og Sky satelit-kanaler på ASTRA II.

 

Sandstorm på vej mod Peniscola.

15-17. nov.

Tirsdag morgen forlod vi La Manga og trillede 450 km. nordpå til byen Peniscola, hvor vi overnattede på en autocamperplads. Der mødte vi to danske par, som var henholdsvis på vej til og fra byen Santa Pola. Næste morgen blev vi vækket af hanegal kl. 5:30, og det lød som om flere haner deltog i konkurrencen. Efter en halv times tid blev der tilsyneladende fundet en vinder, så løjerne klingede af, og dynen eller vingen kunne atter trækkes op over hovedet.

Efter morgenmaden tog vi hul på de sidste 300 km., som både i går og i dag var fyldt med appelsintræer eller rettere clementiner på hele strækningen, og ind imellem blev det også til en lille sandstorm (foto), inden vi endnu engang skulle passere forbi Barcelona, hvilket dog denne gang skete i fred og fordragelighed. Selvom vi ikke ved hvilke ugedage andre er overfaldet på, så havde vi besluttet ikke at køre strækningen igen på en lørdag/søndag, da risikoen vurderes til at være højere i weekender, end på almindelige hverdage, hvor piraterne har sværere ved at få stoppet et offer, når de yderste kørebaner er fyldt med lastbiler og andre tunge køretøjer. Vi er nu tilbage i Blanes for nogle dage - måske til henover weekenden - inden vi begynder at tage tilløb til den sidste del af turen.

 

Salvador Dali museet.

Hovedindgang til museet.

18-19. nov.

Det blev kun til et par dage i Blanes i denne omgang. I aftes besøgte vi pladsens restaurant, hvor vi fik vores favoritter, og havde en hyggelig aften. Her til morgen traf vi en hurtig beslutning om at køre videre, da vejret bliver lidt køligere i de kommende dage. Derfor er vi nu på vej til Figueres, hvor den berømte kunstner Salvador Dali (1904 -1989), er født og begravet. Han planlagde og byggede selv verdens største surrealistiske Teater-Museum (foto), som blev indviet i 1974.

Dobbelt-navnet hænger sammen med, at museet er opført på resterne af Figueres gamle Teater, som blev brændt af under den spanske borgerkrig.

Vi har tidligere snakket om at besøge stedet, når vi har set de store skilte langs motorvejen omkring byen, som har henvist til museet. Nu skal det så være - selvom vi har forskellige meninger om dele af Dali’s kunst - men mere om det senere.

 

Noget kunst er han sluppet nemt om ved - eller har de måske i virkeligheden været det sværeste ?

Typisk Dali kunst.

20. nov.

Dali museet ligger inde i byen, hvor der er småt med parkeringspladser, men vi var heldige at finde en i en afstand af 5-600 m. Der ligger også en campingplads lige i byens udkant i gå afstand (ca. 2 km) til museet, men den var allerede lukket for i år, så vi forlod byen da visitten var overstået.

I indgangspartiet under den store kuppel, får man allerede en fornemmelse af, at her må bo en galning. Han har selv sagt det sådan: ”Den eneste forskel på mig og en galning er, at jeg ikke er gal”. Vi medgiver gerne, at der er kunst der ligner og noget som slet ikke ligner. Det han er mest kendt for, er de surrealistiske malerier med de bizarre motiver, og hans noget aparte skulpturerer, som er udsprunget af en gal mands fantasi.

Der er udstillet omkring 4.000 forskellige værker, som omfatter alle former for Dali kunst, da han udover at være maler, tegner og skulptør også fotograferede og designede guldsmykker.

Vi sluttede besøget i Figueres hos naboen, som var en stor 1300 tals kirke, som var imponerende enkel, men en smule mørk og makaber, så den passede fint ind i kvarteret. Den blev kaldt Sct. Peters kirken, og har gennem århundrede været tilholdssted for forskellige trosretninger.

Krypten med Dali's grav.

 

Guldsmykkerne er belyst og ophængt som dekorationer i to rum i kælderen, hvor Dali er stedt til hvile, og hvor man kan besøge krypten med hans grav.

Da det er forbudt at ta' billeder, er det sket uden blitz.

 

 

Farvel til Spanien for denne gang.

21. nov.

Vi har nu taget hul på de sidste 2.000 km., og er på vej tværs over Frankrig i regn og rusk, så sokkerne er nu fundet frem. Vi følger samme rejserute som herned, bortset fra at vi forhåbentlig ikke skal omkring Alsfeld, da vores nye kobling fungerer perfekt. Vi forventer at være hjemme midt i den kommende ugen, efter en tur på de sædvanlige 6.000 km.

                                                  Hasta la vista.