Rundtur på den Iberiske halvø

Den 12. september 2009 forlader vi kongeriget, og regner med at efterårsturen vil vare et par måneder.

Planen er en rundtur på den Iberiske halvø, men foreløbig går der nogle dage, inden vi når så langt, da vi normalt lægger stille og roligt ud. 

Ruten går gennem Tyskland, Belgien og tværs over Frankrig (via Paris) til vestkysten og Pyrenæerne. 

                                                               - o -

I Spanien bliver startbyen San Sebastian, og derfra vil vi følge den 1000 år gamle pilgrimsrute "El camino", som går tvær over nordspanien til endemålet i Santiago de Compostela.

Dag: 1

 

Starten på turen forløb planmæssigt, og vi passerede Hamburg uden trafikale problemer, men måtte opleve, hvad vi egentlig godt vidste, at der var masser af vejarbejde på autobahn A1.

Vi havde udset os en autocamperplads i Greven, men da vi nåede frem var alt desværre optaget, hvilket nok skyldtes at det var lørdag, men vi fandt uden problemer et alternativ i Münster, så efter de første 700 km. var det godt at få strakt benene både den ene og anden vej.

 

Dag: 2 (13 sept.)

Næste dag kørte vi gennem Belgien og ind i Frankrig i kulde og blæst. Undervejs havde vi et stop  på en rasteplads, hvor hjulene blev efterspændt, da vi (med en vis betænkelighed) havde valgt at montere vinterdækkene. Mere om det senere.

Medens vi holdt der, blev vi kontaktet af et ældre engelsk ægtepar, som bad om hjælp til at finde vej til deres færge i Dunkerque, som skulle bringe dem til Dover.

Vi var stadig i Tyskland, så de var 350 km. ude af kurs, og da de ingen kort havde var gode råd dyre, men vi løste opgaven ved at indtaste endemålet på navigatoren, og derfra udskrev vi ruten med kuglepen. Der er faktisk mange rundkørsler og afkørsler på strækningen, men vi håber de er nået vel hjem.
 

Bagefter talte vi om vi også kunne være så heldige - at møde nogle flinke mennesker - hvis vi engang kommer i samme situation.

De 250 km. gennem Belgien var på en beton motorvej, så vores vinterdæk larmede og fløjtede noget så skrækkeligt.

Turen gennem Paris var lang og besværlig. Søndag ved aftenstid er bestemt ikke noget godt tidspunkt at køre ind og ud af byen, men vi valgte at køre igennem, da vi havde set tusind vis af lastbiler på rastepladserne, som formentlig skulle samme vej mandag morgen, og den trafik ville vi godt undgå.

Vi fandt en overnatningsplads syd for Paris.

 

Dag: 3 (14 sept.)

Næste morgen fortsatte vi turen mod Bordeaux. Solen er begyndt at titte frem og temperaturen er stigende, så vi nyder turen, som igen er en etape på 700 km.

Syd for byen begyndte vi at lede efter en overnatningsplads. Den første vi kørte efter eksisterede ikke. Den anden lå gemt bag en vejbro med en frihøjde på 2,60 m (vi skal bruge 3,15 m), så vi måtte lede videre, og måtte igen opleve en lukket plads, inden vi til sidst fandt et lille sted i en landsby hos en ældre dame.

 

 

Dag: 4 - 5 - 6 (17 sept.)

Vi mangler godt 200 km. inden vi når Pyrenæerne og den spanske grænse, men da det har regnet i  Spanien i flere dage, og også nord for Bordeaux, har vi været heldige med at finde et sted midt imellem med sol og bare tæer. Vi har benyttet ventetiden til at se lidt på byen, der hedder Salles, som udover 2 campingpladser, 3 restauranter, kirke  og et rådhus, ikke har så meget at byde på.

Vores nærmeste nabo er et stort supermarked (Carrefour), som også tilbyder varme middagsretter, der let kan bringes over gaden til vores egen spisestue.

Selvom det i morgen (18. september) er Ingers fødselsdag, har vi valgt at køre videre efter morgenmaden, velvidende at vi vil møde noget overskyet og køligt vejr i nordspanien.

Hvor vi ender i morgen vil tiden vise, men champagnen er købt i Frankrig, så vi finder nok et sted at holde lidt mere fødselsdag.

 

Dag: 7. ( 18 sept.)

Vi blev vækket af torden og et voldsomt uvejr, som har forfulgt os sydpå, og fået os til at stoppe tidligt op for i dag, da vores vej passerede forbi en stor og flot autocamperplads ved en marina i området Port d’Albret.

Vi er altså fortsat i Frankrig, og venter lidt bedring i vejret, så vi i morgen formiddag kan køre ind i Spanien og finde frem til pilgrimsruten (Camino de Santiago), som vi skal følge de næste 7-800 km. tværs over landet.

Undervejs fik vi en opringning fra Ingers søster – som er på familiebesøg i Madrid - med en invitation til at komme forbi. Det lød hyggeligt, men desværre måtte vi afslå, da det vil være en ekstra køretur på 8-900 km. i forhold til vores rejserute.

På grund af vejret, og et stykke vej til en restaurant, har kokken besluttet at fødselsdagsmenuen skal være hakkebøf og champagne.

Dag: 8 (19 sept.)

Vi havde en forrygende nat med torden og kaskader af regn, der havde en voldsomhed vi aldrig har set før. På spansk tv så vi nogle optagelser fra skybruddene i ugens løb, og der var de holdt op med at måle nedbøren i m/m, men i stedet brugte de liter.

Den største mængde regn faldt i området ved Alicante, og blev målt til en og en halv liter. Det er efter min meteorologiske viden, den mængde nedbør der falder pr. m2., så der har været gang i den.

 

Efter at vi blev installeret i går eftermiddag, så vi at en betjent fra det lokale politi åbnede bommen til pladsen og lukkede en autocamper ud. Det syntes vi så lidt mystisk ud, men tænkte at det nok ikke ville overgå os!

Men i morges var strømmen gået efter nattens uvejr, så vi kunne hverken betale eller åbne bommen, og måtte derfor tilkalde hjælp. Det var den samme politimand, vi havde set dagen før, som dukkede op med sin værktøjskasse, men han fik ikke løst problemet, så beløbet på  € 11,00 for opholdet slap vi for, da han ikke måtte modtage penge.

 

Det er nu slut med den franske ”bonjour madame” og ”merci  monsieur” og vice versa…

Det er mere enkelt i Spanien, her hedder det bare ”hola” og ”gracias”

 

Turen ud af Frankrig og ind i Spanien forløb planmæssigt, dog havde vi 2 korte stop p.g.a af kraftig regn, men senere på dagen lysnede det, og eftermiddagens etape forløb i tørvejr.

Vi kørte igennem San Sebastian og et vintersportssted Vitoria-Gasteiz og fartsatte videre til byen Haro, som ligger i vindistriktet Rioja. Her fandt vi en campingplads med navnet Camping Rioja,

hvor vi har fået en plads udstyret med et udekøkken, og nu er spændt på hvad der kommer ud af hanerne ?

Aftenens menu er spaghetti med kødsovs, og dertil vil den lokale vin være et godt bud!

 

Dag: 9 (20 sept.)

Efter en god nattesøvn startede vi dagen med knækbrød, ost og marmelade, og kl. 9:00 var vi klar til afgang og nye udfordringer. Efter et besøg i Burgos, hvor vi så den imponerende flotte katedral, fandt vi frem til pilgrimsruten (el camino), der går parallelt med vej N120, som vi har fulgt hele dagen.

Vi så masser af vandringsmænd og kvinder, men det overraskede os, at langt de fleste gik alene.

Den næste by var Leon, som er kendt for gamle romerske bymure og en stor flot katedral.

Landskabet vi har kørt igennem, er en flad højslette, som godt kan blive lidt ensformigt over en strækning på næsten 300 km.

Vi regnede med at være indkvarteret midt på eftermiddagen, men vi kørte forgæves til de første 4 muligheder, og efter 2 timer søgning er vi endt på en autocamperplads i byen A Rua, hvor vi sammen med 2 franske biler ventede på, at vores plads for natten blev ledig, da den var optaget af parkerede biler i forbindelse med en fodboldkamp.

Indtil kl. 19:30 holdt vi ved en sø i nærheden, her fik vi vores aftensmad, og kunne ud af vinduet holde øje med en flok lystfiskere, som var meget optaget af dagens fangst.

Efter nu at have tilbagelagt ca. 2/3 af pilgrimsruten, har vi forladt højsletten, og så småt startet på bjergkørsel, og det fortsætter vi med i morgen.

Dag: 10 (21 sept.)

Da vi vågnede op næste morgen kunne vi se, at der i aftenens løb yderligere var ankommet 3 spanske og en engelsk familie, som havde slået ring om os, så vi lå lunt og godt inde midt i vognborgen. Jeg skal hilse og sige, at det er der en af os, der synes godt om.

Vi er nu i Galicien, og dagens etape går til Santiago de Compostela, som er endemålet for pilgrimsrejsen, men nogle vandrer fortsætter turen ud til Atlanterhavet, hvor målet er Cabo Fisterra (verdens ende), et sted hvor man symbolsk kaster staven i havet og brænder sit tøj.

Den imponerende katedral i Santiago blev påbegyndt i 1200 tallet, og er rejst over disciplen Jakobs formodede grav, der er en kristen helligdom, som i middelalderen kun blev overgået af Jerusalem og Rom.

Da det var alt for besværligt at drage på pilgrimsfærd til det hellige land Jerusalem og til Sankt Peters grav i Rom, fandt nogle kreative mennesker på at oprette pilgrimsruten til Santiago de Compostela . Der er etableret flere forskellige ruter med længder på mere end 800 km., og medført en sand folkevandring på de støvede stier i over tusind år.

Dag: 11 (22 sept.)

Planen om at køre til Cabo Fisterra droppede vi allerede fra morgenstunden p.g.a tåge (varmen er åbenbart på vej), så vi besluttede på demokratisk vis, at vende næsen mod syd og køre mod Portugal, og finde en campingplads og tage et par feriedage syd for den Spansk/Galiciske grænse. Det første plads vi kom til i byen Viana do Castello var åben, og havde både pool og restaurant, så vi har allerede fået et godt indtryk af Portugal, måske lige bortset fra vejene, som foreløbig ikke er noget at skrive hjem om.

Problemerne med at finde overnatningssteder, tror vi bestemt er et overstået kapitel. Solen er kommet på himlen og temperaturen er nu 25-30 grader, så det lysner.

Indtil videre har vi kørt 3.225 km og brugt kr. 750,- i vejafgifter tværs over Frankrig og Spanien.

 

Dag: 12 og 13 (24 sept.)

Det har været godt med nogle ”slap af” dage i solen, og en temperatur på over 3o grader. Vi har nogle få minutters gang til Atlanterhavskysten, med en fin strand, og hvor det heldigvis lufter lidt. Udover at sidde i solen, har vi vasket tøj og indkøbt friske forsyninger, så vi er klar til at trille videre, når vi synes tiden er inde.

Vi har indtil videre ikke mødt danskere eller skandinaver på vores vej, men som altid mange tyskere og hollændere, og det er også dem, der fylder op her på pladsen.

Portugal er ca. dobbelt så stort som Danmark, hvad angår både areal og befolkning. Fra nord til sydkysten (Algarve), er der ca. 850 km. - og fra øst til vest ca. 200 km.

Sproget er både fremmedartet og uforståeligt, og minder umiddelbart ikke meget om spansk, men det er jo også portugisisk.

Vi overvejer at køre videre i morgen fredag, og vil på vejen mod Lissabon forsøge at finde en plads med internet, selvom noget tyder på, at det ikke er så nemt, da det åbenbart ikke er så  udbredt.

Foreløbig er det kun teleselskaberne, der lukrere på, at vi selv medbringer en mulighed for at  opdatere vores hjemmeside og hente post, men lidt konkurrence ville ikke være at foragte - måske lykkes det i weekenden!

Dag: 14 (25 sept.)

Her til morgen fandt vi ud af, at klokken i Portugal er en time bagud i forhold til vores tid. Nu kan vi bedre forstå, hvorfor vi er de første til at spise morgenmad - og aftensmad.

Ja selv morgen og aftensol er nu også kommet på plads. Vi troede ellers, at EU landene havde samme tid, men sådan er det altså ikke, og det agter vi heller ikke at rette på, for når vi engang kommer til Spanien passer klokken igen.

Vi lettede anker kl. 9:00, og undervejs prøvede vi et stykke motorvej, som var en meget positivt overraskelse, så der findes andet end dårlige veje, et umuligt sprog og aggressive fluer.

Efter et par hundrede kilometers kørsel ankom vi til kystbyen Mira, der er en hyggelig ferieby, målt på antallet af restauranter - men da sæsonen er gået på hæld - er der kun en rest gråhårede fra nord, at se i bybilledet.

Der er 10 min. gang fra campingpladsen til byen, hvor vi går langs en stor sø.

På campingpladsen viste en hollænder os hen til den mest solrige plads - den valgte vi – så nu står den på sol resten af dagen.

Ifølge receptionen skulle der være en internetmulighed i og omkring restauranten, så det må prøves snarest muligt..

Vores plan er at køre videre til Lissabon i løbet af weekenden, og der forsøge at finde en mulig campingplads i et parkområde inde i byen. Vi er spændt på om det lykkes ?

Dag: 15 (26 sept.)

Lørdag kl.12:45 kørte vi ind i Lissabon, og efter en lille udflugt fandt vi frem til ”Lisboa Camping”, der ligger i Parque Florestal de Monsanto, som er et stort grønt parkområde få kilometer fra byens centrum. Her er plads til ca. 200 enheder og butik og restaurant. Der er mange nationaliteter på pladsen, og vi har mødt en dansk familie fra Djursland, som har været her en uge, og har bibragt os nogle gode informationer – tak til Kirsten og Ib.

Lissabon har med sit nærområdet ca. 2 mill. indbyggere, og er en særpræget by beliggende i et terræn med mange høje bakker. I midtbyen nær havnen, hvor de fleste forretninger og restauranter er beliggende, er området nogenlunde fladt, medens de mange smalle sidegader (trapper) ofte har kraftige stigninger.

Vi har aldrig tidligere været i Portugal - men det billede - vi har med hjemme fra, af de specielle sporvogne, som kører rundt i Lissabons smalle stejle gader - var det første vi opsøgte. De skæve kabelsporvogne "Elevador da Gloria" blev indviet i 1885, og overgik senere til eldrift.

Efter en travetur på 3 timer i 30 graders varme, sluttede vi byturen af med et stort glas kold øl.

Dag: 16 (27 sept.)

Vi vågnede op til en solrig søndag - desværre uden sprøde rundstykker – men dog med nybagt brød fra bageren, som desværre er lidt tungt, sejt og kedeligt. Men hvad, så hjælper det at tage på bytur i Lissabon, som har meget at byde på helt tilbage fra romertiden over perioden med maurerne til de kristne overtog styret i 1200 tallet.

Byen er præget af storhed og flotte monumenter, hvoraf et af dem hædrer de store opdagelsesrejsende, som udgik fra byen og bl.a. fandt søvejen til Indien. Den mest kendte var Vasco da Gamas.

Vi har også besøgt en af Eiffel’s elever’s opførelse af et 45 m. højt elevatortårn, som blev bygget i 1902, hvorfra der er udsigt udover byen.

Et andet imponerede bygningsværk er den 58 km.lange akævadukt  ”Aqueduto das Aguas Livres”, som er opført i 1748, og med sin højde på 70 m. indgår den fortsat i byens vandforsyning.
Restauranterne er flyttet ud i gaderne, hvor de serverer for tusindvis af gæster/turister, som sidder i bymidten og indsnuser byens atmosfære.
Efter mørkets frembrud toner Fado stemningen ud fra mange af Lissabons restauranter. Fado karakteriseres ved klagende sange og melodier med temaer om havet, følelser, fattigdom og længsler. 

Samtidig med, at vi nyder stemningen i byen, hænger der valgplakaterne overalt, som fortæller os at Portugal i dag har parlamentsvalg. Der er lidt demonstrationer med de røde faner, men ellers er her ro og orden.

Dag: 17 (28 sept.)

I dag slutter vores ophold i Lissabon, og i morgen formiddag kører vi videre sydpå, og ser frem til nye spændende oplevelser.

Som det sidste besøgte vi i eftermiddag bydelen Belem, som er beliggende ved Tejo floden, hvor der ligger et gammelt storslået kongeslot, som nu er Marine-Museum, samt et imponerende kloster og et flot og særpræget tårn. Alle tre bygninger er opført i 1500 tallet.

Lissabon er en meget anderledes by - og absolut et besøg værd.

Befolkningen er venlig og hjælpsom,  

Her fra parkområdet hvor vi bor, er det ikke muligt at gå indtil byen, så vi må tage en Taxi frem og tilbage, hvilket er meget billigt, da turen t/r kun koster 2 x 7,- euro.

Med hensyn til prisniveauet generelt, så ligner det danske priser, lige bortser fra priserne på vin, som hører til i den billige ende. Dieselolie koster f.eks. under 1 euro pr. liter.

Efter nogle varme dage i byen, valgte vi at afslutte opholdet med den portugisiske nationalret Backalao (klipfisk), som stort set alle restauranter har på menukort.

 

Dag: 18 (29 sept.)

Da vi forlod campingpladsen og kørte gennem Lissabon mod syd krydser vi Tejo floden via en bro til Setubal-halvøen, og havde en flot udsigt ud over byen. Lidt senere passerede vi en bakketop med et 28 meter højt Kristus-monument, som skulle være inspireret af en tilsvarende statue i Rio de Janeiro.

Dagens etape blev på ca. 300 km., og efter 100 km. på betalings-motorvej, valgte vi at følge den almindelig landevej ned langs kysten, men det var ikke nogen oplevelse, vi fortsatte dog ufortrødent, selvom alt omkring os raslede og skramlede.

Vi kørte igennem et område med 3-500 m. høje bjerge, og store skove med kork træer frem til byen Sines med et kæmpe olieraffinaderi. Da vi nåede ned til Odemira var der lidt opmuntring, vi fandt nemlig frem til en Lidl forretning, og her fik vi provianteret, så vi kan klares os den næste uges tid.
Når vi udtrykker lidt begejstring for Lidl, er det egentlig ikke for forretningskonceptets skyld, men fordi vi møder dem overalt i Europa - og da butikkerne er ret nye - er der altid masser af parkeringspladser – derfor.

Undervejs oplevede vi et kraftigt haglvejr, og faldende temperatur, men vi nåede velbeholdent ned på sydkysten til sol og varme, og har slået os ned på en campingplads i nærheden af byen Lagos, hvor der er et internet-punkt i et fællesrum og en stor udendørs pool, så her bliver vi nok nogle dage. 

Dag: 19–20-21 (2 okt.)

Vi steger videre i solen her på Algarve kysten, og er fortsat på den samme campingplads, hvor vi bor på en 100 m2 stor parcel, der er omgivet af farvestrålende blomster og høje eukalyptustræer.

Vi har hollandske naboer til den ene side, og et engelsk par fra Bristol til den anden side.

Det meste af dagen sidder vi i solen eller ved pølen, så der er indtil videre dømt slap-af-ferie.

Vi følger selvfølgelig med i nyheder hjemmefra, og ikke mindst det store sammenrend i forbindelse med valg af OL værtsland. Copenhagen er i disse dage omtalt på alle de europæiske nyhedskanaler.

Som derhjemme, er der fiskedag om fredagen, det er der også her, hvor dagens menu er stegte laksefileter med kartofler og spinat, og dertil et glas kold portugisisk hvidvin.

Foreløbig bliver vi her weekenden over, inden vi tager stilling til hvad der videre skal ske!

Dag: 22-23 (4 okt.)

Hermed en lille rapport om vinterdæk i sommervarmen.

Vejret her, er kun til kolde drikke og ophold ved poolen, da det er for varmt til bilkørsel, og måske heller ikke særlig sikkert, da vi som tidligere nævnt har skiftet til vinterdæk, der er blødere i gummiet end sommerdæk, og derfor ikke velegnet til kørsel i høje temperaturer.

Vi havde heldigvis køligt vejr de første 3.000 km., og forandringen mærkede vi først, da vi nåede til Portugal, og under de efterfølgende 1.000 km. kørsel, hvor lufttemperaturen har ligget på ca. 30 grader, og en endnu højere temperatur på vejbanen.

Vores oplevelse er, at dækkene bliver meget blødere, varmere og lugter noget svedne, så kørslen minder lidt om at være ude at sejle.

Bremselængden bliver samtidig forøget, så for trafiksikkerhedens skyld, har vi nedsat hastigheden, og øget afstanden til de forankørende, da vi har erkendt, at vinterdæk ikke hører hjemme her.

Til gengæld får vi nok glæde af dem på hjemturen.

Vi havde både kalkuleret med lidt ekstra brændstofforbrug, og ekstra slidtage på dækkene, og havde samtidig en ide om, at vi nok aldrig ville få vinterdækkene slidt op - derfor tog vi chancen.

Næste gang vi skal have nye sommerdæk, vil vi sandsynligvis gå over til helårsdæk, så fremtidige problemer er løst.

 

 

 

Dag: 24–25-26 (7 okt.)

For første gang i flere år, har vi fået to dansk familier som naboer. De er fra henholdsvis Nykøbing Falster (Ruth og Hans) og fra Haderslev (Birthe og Verner), og for det ikke skal være løgn, er der yderligere kommet en familie fra Odense (Lis og Boe), så det er ved at udvikle sig til en dansk ghetto, men det er nu hyggeligt med en sludder og lidt erfaringsudveksling.

Søndag aften skete der et mindre uheld, udenfor vores vinduer, som skyldtes uopmærksomhed. Vi havde fået en ny tysk genbo, som var kørende i en Ford Transit, og holdt så yderligt, at den store åbne tophængte bagagerumsklap rakte ud over vejen, hvor der kom en hollænder kørende – ganske vidst mod færdselsretningen - og ramte klappen med fronten af campingvognen, og det skabte en del ravage. Selvom vi så uheldet ske, valgte vi at holde os neutrale, da det lignede en ”dele” skade. 

Mandag fejrede Portugal nationaldag, så alt var lukket i dagens anledning. I øvrigt på en overskyet dag, som vi havde set lidt frem til…

Og så en tak til flere af vore trofaste læsere, som har opfordret til at tilføje dagbogen en dato. Dette er nu sat i værk – og har været brugt tidligere – men i vores sparebestræbelser, må vi nok erkende, at vi er gået lidt for vidt.

Vi planlægger at køre videre i morgen torsdag.

Dag: 27-28 (9. okt.)

Efter morgenmaden brød vi op, og efter tømning af spildevand og påfyldning af frisk vand kørte vi til Lagos, hvor vi fik dieselolie og indkøbt friske forsyninger, så vi kan klare os endnu en uges tid.

Turen gik videre til Portugals vestligste punkt (Cabo de Sao Vicente) og senere mod det sydligste punkt (Ponta de Sagres), hvor vi bl.a. besøgte et velbevaret gammelt militærfort, som med de tidligste dokumenter kunne dateres tilbage til 700 årene

Vi kom også til en speciel markedsplads med lokale produkter - specielt strikkevarer af uld/mohair.  Inger købte en flot poncho, så hun kan lune sig på en kølig aften, hvis det skulle forekomme.

Sidst på eftermiddagen rullede vi langs den flotte Algarvekyst til Faro, og videre til byen Olhao og fandt en campingplads, som vi af en englænder var blevet anbefalet, som en stille og rolig plads.

Det viste sig, at hans gule armbind nok havde været til vask, for det første vi hørte var et larmende tog i vores baghave, og dertil flere andre støjkilder fra håndværkere til tyrkerduer.

Pladsen er meget skyggefuld med masser af træer med store kroner, så hverken sol eller parabolsignal kan komme igennem.

Det er ikke et sted for os, men vi skal lige se byen, inden vi kører videre.

Fredag formiddag var vi på bytur, og travede rundt i et par timer. Undervejs fulgte vi banelegemet, hvor de støjende og møgbeskidte tog kørte. Byturen var ganske hyggelig, og vi fik endnu engang bekræftet et anderledes bybillede med gammelt og nyt mellem hinanden. Der blev også tid til at handle og tanket op undervejs, da vi ikke går langt på literen i det her klima.

I morgen lørdag forlader vi Portugal og kører ind i Spanien – og så passer vores ure igen.

 

Dag: 29-32 (13 okt.)

Vi har nu forladt Portugal og kørt over grænsefloden Rio Guadiana og ind i Spanien. Dagens etape er ca. 300 km., og målet  er Conil de la Frontera, som er en mindre kystby sydvest for Cadiz.

Inden vi nåede så langt, måtte vi erkende, at vi ikke kunne følge kystlinien derned, da området er en øde (National Park) uden veje, så vi måtte lidt ind i landet til Sevilla, og derfra videre mod kysten til Jerez de la Fontera og Cadiz, inden vi nåede frem til bestemmelsesstedet.

Vi havde lidt besvær med at finde campingpladsen, og den var heller ikke lige efter vores ønske, da den lå på en skråning med terrasser, som var for små til os. Vi fandt dog en større plads på den nederste hylde, men da restauranten lå på den øverst, valgte vi at køre videre næste dag.

Vi havde ellers bestemt os for et ophold i området, og inden vi forlod byen lagde vi da også vejen forbi 2 andre campingpladsen, men da ingen af dem tiltalte os, besluttede vi at køre videre langs kysten, og er nu endt i Tarifa, som er det sydligste punkt i Europa, og her bor vi på en campingplads ved havet, som bl.a. er besøgt af mange windsurfere.

I dag mandag, er der nationaldag i Spanien, som fejres med parader og fester overalt i landet.

Her er desværre ingen internet - og vi har foreløbig heller ikke kunnet få kontakt via vores egen forbindelse - så vi håber på bedre held næste gang.

Det bliver allerede i morgen tirsdag, da vi har opdaget, at vi har fået udleveret et forkert campingkort (rabatkort) på den sidste campingplads, og nu sidder med et lydende på H. Boddendyk, 8423 Makkinga, hvor det så er i verden, men måske lyder det lidt hollandsk!
Vi har ringet og fået oplyst, at vores kort ligger til os, og da vi ikke kan undvære det, så vi starter morgendagen med at køre lidt tilbage i tiden. 

 

Dag: 33  (14 okt.)

Under vores ekstra tur med ombytning af campingkort, benyttede vi lejligheden til at koble os på campingpladsens internet, da vi stadig kunne huske adgangskoden.

Vi fik også  købt ind undervejs, og det foregik i et Merkadona supermarked, som er en kendt  kæde i Spanien, og som bl.a. har et stort fisketorv, hvor vi fandt nogle forskellige ukendte fisk, så der både er fisk på menuen  i dag, og på vores normale fiskedag på fredag..

Vi er nu tilbage i Tarifa, men på en ny og bedre campingplads, som kun ligger 1,5 km. fra centrum i modsætning til den første plads, hvor afstanden var 3 km.

Her er frit udsyn over vandet (Gibraltar Strædet), hvor vi kan sidde og følge hurtigfærgerne til og fra Marokko, og skibstrafikken ind og ud af Middelhavet.

Stranden må vi dog dele med 15-20 køer, som midt på dagen vandrer mod vest, og kommer retur ved aftenstid.

Dagens foto fortæller om Europas sydligste punkt, og på stien står et lille brunt træskilt med teksten ”Afrika 15 km.”, nogle køer til venstre, og i horisonten kan Marokko svagt skelnes i varmedisen.

Her er butik, restaurant, internetforbindelse og en temperatur på omkring 30 grader, så her bliver vi i nogle dage.

Dag: 34 (15 okt.)

Her i det vestlige hjørne af Spanien, har der i en lang periode været rigtig varmt, og det fortsætter ufortrødent, selvom temperaturen langs dele af middelhavskysten er faldende.

Her blæser en frisk vind, hvilket nok er svaret på det imponerende skue af flere hundrede vindmøller, som er placeret på højdedragene omkring os.

Vores campingplads (Rio Jara) er lidt speciel, og med en særpræget udsmykning, som foruden havfruen, der står foran vores plads, også er fyldt med figurer og udsmykninger med kakler, samt Adam og Eva figurer ved toiletbygningen.

Prisen for at bo her er 25 euro pr. dag alt inkl., hvilket er i den dyre ende, da vi med vores rabatkort hidtil har betalt mellem 11 og 13 euro, men dem tager de ikke her, og det er måske forståelig nok, alt taget i betragtning.

Vi har en flot udsigt lige uden for døren, og har tilmed erfaret, at hele strandområdet er fredet, og at køernes opgave er at afgræsse arealet.

Lokalbefolkningen surfer, motionerer, lufter hund og rider på deres heste, så det er et naturområde med plads til alle.

Der kan også bades, men vandet er meget uroligt, så vi ser faktisk ingen gør det - og det gør vi så heller ikke.

 

Dag: 35  (16 okt.)

I dag har vi været på bytur i Tarifa, og var naturligvis helt ude på det sydligste punkt, hvor der ligger en gammel fæstning fra 1200 årene, som politiet i øvrigt overvåger, selvom der tilsyneladende ikke er noget at stjæle, men der er måske nogle ”uvedkommende”, som forsøger at gå i land.

Der er ikke så meget at fortælle om byen, som er uden større feriehoteller og masseturisme, men  selvfølgelig har både en byport og et gammelt slot, der sammen med fæstningsværket har været centralt for byens grundlæggelse i sin tid.

Udover færgeforbindelser til Tanger, som med hurtigfærgen kan klares på 35 minutter, er her

lidt fiskeri og ikke mindst masser af windsurfere, som har en frisk vind til rådighed.

Vi gik forbi mindst 25 forretninger med windsurferudstyr, så alt tyder på, at bugten er de spanske brætsejleres Mekka – eller danske Klitmøller.

Inden vi forlod byen, ville vi finde en restaurant med spansk tortillas, men restauranterne åbnede først køkkenet kl. 14.30, så vi måtte tage frokosten derhjemme. Byen synes at fungere som et spansk lokalsamfund, hvilket gadebilledet også bar præg af.

Efter byturen ventede en lille overraskelse, da det engelske par fra Bristol - som vi mødte i Portugal - pludselig dukkede op. Vi har nogle gange oplevet, at vi tilfældigt møder de samme mennesker igen. Normalt taler vi om hvor vi kommer fra, men sjældent om, hvor vi skal hen, da vi jo alle kører rundt på må og få. Det er derfor altid hyggeligt at møde kendte ansigter, og det vil sikkert ske igen.

Nu holder vi weekend (varmeferie) med vask og rengøring, og lægger nye planer for næste uge, hvor vi starter med at køre til Gibraltar.

Dag: 36-37 (18 okt.)

Vi har nu været på farten i 5 uger, og er halvvejs rundt om den Iberiske halvø, og har i de forløbne 4 uger haft mange gode oplevelser og ikke mindst et ekstraordinært flot vejr.

Vi har været meget fascineret af udsigten over Gibraltar Strædet - til et fremmed kontinent - hvor vi har kunnet følge både krydstogtskibe og store lyseblå containerskibe fra Mærsk, som har bragt mennesker og varer ind og ud af Middelhavet.

Og ikke mindst de mange fritidsudfoldelser på stranden, køernes daglige vandring og fiskehejernes kamp for føden, og sidst men ikke mindst de højtsvævende gribbeflokke på udkig efter et større bytte.

Vi har også haft den fornøjelse, at Lis og Boe, som vi traf i Portugal, i weekenden ankom til campingpladsen - så endnu engang dukkede der kendte ansigter op.

Vi har besluttet, at vi vil følges ad til Gibraltar i morgen mandag, hvor vi starte på den sidste halvdel af vores tur, som i modsætning til den første halvdel, vil blive på 5 uger i et forholdsvis kendt område langs Middelhavskysten.

Tak for de 700 besøg på vores hjemmeside - vi håber i hænger på.

 

 

Dag: 38 (19 okt.)

Mandag formiddag ankom vi til Gibraltar, og for første gang har vi fulgtes ad med et andet køretøj, som i øvrigt også var deres debut udi den disciplin. Det forløb godt, og vi skiftedes til at tage føringen, og begik hver en lille fejl undervejs.

Den store køreprøve mødte vi først, da vi kørte ud på Gibraltar halvøen, og skulle forsøge at finde en parkeringsplads, hvilket desværre aldrig lykkedes.

Vi kørte ind i et stykke England med et areal på 6,5 kvadratkilometer, og et indbyggerantal på ca. 28.000. Det er den sidste koloni (1704) på det europæiske fastland, som formelt hører under den engelske Dronning, og er styret af en Guvernør og en lille folkevalgt forsamling.

Det mest kendte og iøjnefaldende er selvfølgelig Gibraltar-klippen, der med sine 426 m. rager flot op i landskabet. Klippen er mest kendt for sine flotte drypstenshuler og frække abekatte, men vi så nu ingen af delene.

Efter at havde passeret både den spanske og engelske paskontrol, havde vi nu fri adgang til at køre ind i Gibraltar byen, som med mange smalle, stejle og snoede gader - hvoraf de fleste heldigvis var ensrettede – allerede fra starten gav indtryk af uoverskuelighed og kaos.

Vi havde teten, og troede fuld og fast på, at vi ifølge skiltningen med et symbol på en autocamper og højde-bredde angivelser undervejs, ville blive ledt frem til en parkeringsplads for autocampere, som v i havde hørt om, men den dukkede aldrig op.

Undervejs spurgte vi en kvindelig ”bobby” om råd, men hun fortalte os, at med de to slæder vi kom sejlende i, så kunne vi godt opgive at finde parkering på landjorden - men der var måske et spinkelt håb lidt længere fremme.

Det var der desværre ikke, og undervejs mod det sydlige punkt dukkede et skilt op om en frihøjde forude på 2,95 m. Der kunne vi ikke komme igennem, men en bobby fortalte os, at der var frihøjde nok til os. Da vi nåede frem viste det sig, at det havde han nok ret i, men der var absolut ikke bredde nok til at komme igennem den håndhuggede tunnel i bjerget, så vi måtte med besvær vende om.

Turen varede ca. 2 timer, og sjovt nok mødte vi kun én camper undervejs, og vi tror nok, at det skyldtes, at den autocamperskiltning vi havde fulgt, måske havde den modsatte betydning af vores skiltning, hvor vi markerer med et rødt kryds tværs over skiltet, at her er forbudt eller uhensigtsmæssigt at køre, men der er muligvis andre måder at skilte på.

På vej ud at byen fik vi et kvarters pusterum i en rundkørsel, hvor vi ventede på et fly, som skulle lette fra lufthavnen, og anvende en startbane 100 m. længere fremme, som gik på tværs af vores vej, og dermed stoppede al trafik til og fra øen.

Vi opholder nu på Camping Cabopino i Marbella, hvor der er flere danske familier der overvintrer.

Dag: 39-40-41 (22 okt.)

 

Da vi for +/- 25 år siden fløj til Costa del Sol med Tjæreborg præsten, var der stadig luft mellem byerne langs kysten, men efterhånden er hullerne proppet godt til med ferieboliger og hoteller.

Det er så utroligt hvad der bygges i Spanien, men lige nu er luften vist gået af ballonen.

Vi opholder os stadig på Camping Cabopino, som vi troede lå 10 km. uden for Marbella mod Fuengirola, men efter en lille indkøbstur på gå ben mod øst, er vi ifølge skiltningen stadig i Marbella, og det er så hvad vi præcis kan oplyse om, hvor vi er.

Her er 465 pladser og åben hele året, og normalt allerede fyld op med overvintrene nordeuropæere og englændere, men i år er der masser af ledige pladser, hvilket nok skyldes finanskrisen.

Det er første gang vi er vest for Malaga i autocamper, og efter Gibraltar aftalte vi med Lis og Boe - som kørte videre onsdag - at vi ville prøve stedet her, som udover at have gode faciliteter også  modtager campingchecks, så dagsprisen kommer ned på 13 euro, og ikke som normalt 20-25 euro.

Vi vidste godt, at der er danskere her om vinteren, ligesom vi også kender dansker kolonier i Santa Pola syd for Alicante og Villa Nova syd for Barcelona.

Der bor pt. kun 6-8 danske familier (pensionister), som sammen med de øvrige europæiske trækfugle, har adgang til 2 swimmingpools, spanskundervisning, gymnastik, yoga, badminton, volleyball, petanque, fodbold, bingo o.s.v., og derudover er der 2 restauranter, take-away grill, bar og butik, og lige udenfor pladsen det omkringliggende samfund.

Lige overfor os bor et yngre par fra Nibe, som har taget 3 måneders orlov for egen regning, og benyttet lejligheden til en rundtur i Sydeuropa med deres campingvogn. Det er et godt eksempel til efterfølgelse, om at leve livet mens vi har det.

Ved redaktionens slutning var det endnu ikke afklaret, om vi i morgen fredag drager videre mod øst.

 

Dag: 42-43 (24 okt.)

Vi kørte videre fredag morgen, og fulgte kystvejen (N340) via Malaga til Almunecar, hvor vi ville finde en campingplads, som vi havde hørt skulle ligge uden for byen.

Det lykkedes at finde den i en mindre by La Herradura  ca. 5 km. vest for Almunecar.

Vi havde fornøjelsen at have et ophold i byen for 4 år siden, hvor vi havde lejet en lejlighed i 3 uger, og indlogerede vores camper på byens bedste hotel (indhegnede parkeringsplads), da der var forbud mod at parkere i gaderne hvor vi boede.

Vi har venner og bekendte, som i flere år har taget turen derned på længere ferieophold.

Det er en rigtig hyggelig by, som ligger ud til Middelhavet, og med en flere kilometer lang strandpromenade.

Næste mål var campingpladsen Don Cactus ca. 30 km. længere mod øst, og den fandt vi på den anden side af byen Motril, og herfra er der gode minder fra den lokale golfbane, der er smukt beliggende ved vandet og med de 2500 m høje Sierra Nevada bjerge i baglandet.

I området er der tusindvis af kvadratmeter drivhuse, som er bygget på plateauer på bjergskråningerne. I det her området produceres agurker året rundt.

Og så tilbage til Don Cactus, som vi havde planlagt at se nærmere på, hvis vi skulle komme på disse kanter en anden gang. Pladsen er tiltalende med gode faciliteterne – og ikke mindst et pool-område i særklasse.

Vi kører videre i morgen søndag, hvor etapen er på 350 km. langs sydkysten til Almeria og derfra videre mod nord til Cartagena, hvor endemålet er landtangen La Manga del Mar Menor.

Dag: 44-45 (26 okt.)

Da vi vågnede søndag morgen, havde vi i nattens løb fået en ekstra time til rådighed, som vi ganske vidst allerede havde budgetteret med i dagens program.

Når vi valgte at køre søndag morgen skyldtes det en forventning om mindre trafik, da dagen etape skulle foregå på bjergskråninger langs kysten, med masser af skarpe sving og passage gennem flere småbyer.

Vi kender ruten fra tidligere, og vidste godt, at vi ikke kunne køre særlig hurtigt, så der var sat en fuld arbejdsdag af til dagens etape, som startede da bommen gik op kl. 8:30.

Der var ikke meget morgentrafik, og da vi havde kørt ca. 30 km. dukkede der nogle nyanlagte veje op, som senere endte med at blive til en 4-sporet motorvej, som var anlagt oppe i højlandet, hvorfra vi i glimt havde udsigt til den gamle vej et godt stykke nede.

For 4 år siden vidste vi godt, at der var et vejprojekt i gang ved Almunecar – og mens vi var der faldt et brofag ned fra nogle høje bropiller, og dræbte 2 bygningsarbejdere.

Siden har vi glemt alt om projektet, og var derfor overrasket over den nye vejs eksistens, og ikke mindst at den gik helt til Almeria.

Da vi nåede dertil, valgte vi at køre et stykke på motorvejen mod Murcia, inden vi skulle dreje af og fortsætte på nogle mindre veje mod Cartagena - og endnu engang fik vi en overraskelse!

Der dukkede pludselig en helt ny betalings-motorvej op, som hverken vi eller vores navigator havde hørt om, og som vi kunne benytte de sidste 125 km. til Cartagena / La Manga.

Med de gode vejforhold, fik vi klaret dagens ”flytning” på en halv arbejdsdag, og havde nu en halv søndag til rådighed, som vi besluttede skulle bruges til at komme ligeså nemt gennem resten af dagen – og det lykkedes faktisk.

Vi fik en plads tæt på restauranten, og hvad var mere nærliggende end at forsøge at halvere tiden til madlavning, og da vi ikke rigtig havde fået noget frokost, var vi allerede i restauranten kl. 18:30 og fik en 3 retters menu (rejer, sværdfisk, bananasplit), vin og kaffe til 2 x 12 euro. (kr.180,-).

Klokken 20:00 var vi tilbage, da vi også lige skulle se ”Forbrydelsen” på DR.

Nu er vi godt installeret i kendte og trygge omgivelser, så måske bliver vi hængende et stykke tid.

I løbet af ugen vil vi fortælle lidt mere om stedet. Fotoet viser en del af La Manga landtangen.

Dag: 46-47-48 (29 okt.)

La Manga er en 16 km. lang landtange der indgrænser det lavvandede Mar Menor (det lille hav), hvor vandet er 5-6 grader varmere end i Middelhavet, og hvor man kan fange alle former for fisk og skaldyr. Tangen er landfast i syd og slutter med en færgeforbindelse i nord.

Her er palmer og badestrande, og man har en følelse af at bo på en sydhavsø, så her bliver vi lidt endnu.

Campingpladsen har 1200 pladser, og er på det nærmeste en mindre by, med masser af liv og trafik på de små veje. Vi bor tæt på hinanden, og lever et udendørs liv fra morgen til aften.

Her bor specielt mange englændere, men hele Europa er repræsenteret, og også DK og det øvrige Skandinavien. De fleste er på et ophold for vinteren, men på denne årstid, er der fortsat en del på gennemrejse.

I går hilste vi på et par fra Stoholm, som jo ligger i vores hjemkommune. Lis og Boe er vi rendt på for tredje gang, men det er hyggeligt at mødes og udveksle erfaringer, og vi har allerede påtaget os, at vise dem restauranten.

Campingpladsen har en længde på ca. 1 km. I det midterste område med en asfalteret ringvej omkring, ligger der flere idrætsanlæg, swimmingpool, kirke, supermarked og parkering.

Til begge sider er der stikveje til standpladserne, som er på ca. 75 m2 og forsynet med stik for el og vand, og med korte afstande til en af facilitetsbygningerne.

Temperaturen ligger på 25-28 grader, og det har bl.a. betydet, at vi er plaget af fluer, og dem kriges vi med både ude og inde. Alle sidder med en fluesmækker, og vi kan høre hvordan der klaskes i hele området. Pressen er også begyndt at interessere sig for fænomenet, som åbenbart hænger sammen med det ekstraordinære varme vejr, som ikke ser ud til at ændre sig foreløbig.

 

Dag: 49-50-51 (1 nov.)

Der er skam stor aktivitet her i vores ”Caravaning La Manga” by, hvor vi dagen igennem møder en masse mennesker, herunder også mange på vej til og fra forskellige sports -og motions- programmer. I går formiddag så vi mindst 100 mænd og kvinder, som var undervejs til gymnastik med liggeunderlaget under armen. Senere så vi at udfoldelserne foregik til musik på håndboldbanen.

Vi har også været på den lokale restaurant med Lis og Boe, som vi for resten også lidt poetisk kalder ”Der Flensburger”, da de har en Bürstner Solano autocamper som vores, men er indregistreret i Flensborg, og derfor passer godt til betegnelse.

Det er både fordele og ulemper ved at køre på tyske plader. Anskaffelsesprisen er den halve af vores, men til gengæld må de ikke køre i DK, da det jvf. dansk lovgivning er forbudt for en dansk statsborger, at køre i et udenlandsk indregistreret køretøj.
Dog kan man hos Politiet få en transit tilladelse til at køre gennem landet uden ophold, hvis man f.eks. ønsker at tage på ferie i Sverige.

Min røde Ferrari trøje (billedet) var genstand for lidt opmærksomhed i restauranten, hvilket måske kan være rimelig nok, men den største overraskelsen bestod nok i, at de troede jeg havde en Ferrari.

Jeg måtte være ærlig og forklare dem, at trøjen var en gave, som jeg kun havde taget på, fordi den havde en længde, der kunne varme den nederste del af ryggen, som var lidt plaget af iskias.

Det var måske ikke den mest oplivende historie – men ikke desto mindre den rigtige.

I weekenden har der været en del udskiftning på pladsen, da nogle er rejst og mange nye ankommer den 1. november, og opholder sig her resten af vinteren. Vores engelske naboer er her f.eks. på et syv måneders ophold, men de flyver dog hjem i en måned omkring jul og nytår.

I morgen mandag begynder vi at overveje, hvornår vi skal drage videre op langs Middelhavskysten.





Dag: 52-53 (3 nov.)

I morgen onsdag forlader vi La Manga (Costa Calida), og kører videre nordpå til et sted lidt nord for Alicante.

                                                 ---

Og så benytter vi lige lejligheden til at sender en kærlig hilsen til vores 2 søde børnebørn Idaline (13) og Peter (12), som bor sammen med deres forældre i Nuuk.

 

Vi ved, at der allerede er koldt i Grønland .. så vi tror på .. at en lille hilsen fra syden luner lidt.

 

Billedet er vist ikke det allernyeste, men da vi ingen har med, har vi fundet et på Facebook.

 

Dag: 54-55-56 (6 nov.)

Onsdag formiddag forlod vi La Manga, efter at have taget en tur rundt på hele landtangen, og endte senere på dagen som planlagt i byen Calpe, hvor vi ikke har været tidligere, men hvor der skulle være en ny campingplads inde i byen. Den fandt vi uden problemer, og den ligger ganske rigtig få minutters gang fra strandpromenaden og byens centrum.

Det er en flot og moderne plads med alle faciliteter, men desværre ingen trådløs internet – endnu..

Byen er ret stor, og har mange ferieboliger og hoteller. Terrænet ligger højt omkring byen, og fra stranden kan vi i sydlig retning se højhusene/skyskraberne i feriebyen Benidorm.

Ved indsejlingen står en solid klippe, som samtidig er byens vartegn.

Her opholder sig en anden dansk familie (Ulla og Jesper Ludwigs), som kommer fra Fyn – men med det apropos til Grønland - at de har haft deres virke i Nuuk gennem 38 år, og har ligesom os valgt at opholde sig i det behagelige spanske klima.

I nat har det dog blæst en del med kraftige vindstød, og med et temperaturfald til følge, så efteråret er måske også på vej til Spanien.

Solen skinner dog fortsat, og vi nyder at trave rundt i byen, og bliver her derfor weekenden over, inden vi i næste uge kører videre til Benicassim lidt nord for Valencia.

Dag: 57-58 (8 nov.)

Vi synes godt om opholdet i Calpe, og bliver nok hængene en uges tid endnu, da vejrmeldingen lover sol hele ugen og 20-25 grader. Samtidig er vi kommet til et moskito og flue frit område, hvilket måske skyldes, at her lufter det lidt i modsætning til den fugtige varme på La Manga.

Men det tæller også, at alt er så utrolig rent og velholdt, hvilket nok skyldes, at pladsen ejes af et af byens hoteller ”CalpeMar”, som pladsen er opkaldt efter.

Der er noget der tyder på, at det er hotelfolk der driver pladsen. Flere gange dagligt kommer de forbi, og har altid en bemærkning, eller spørger om der er noget de kan hjælpe med. Det har vi vidst aldrig oplevet før.

Calpe har 30.000 indbyggere, og i højsæsonen over 250.000 indvånere, når feriegæsterne har indtaget byen.

Her er masser af indkøbsmuligheder og restauranter, som ligger lige omkring os. Jeg har også været hos en kvindelig frisør, som hurtigt opdagede, at der stod et lyst hoved udenfor og studerede skiltet med de forskellige muligheder, og selvom det var i siestaen, så var jeg efter 2 min. under behandling, og måtte af med 8 euro for indsatsen.

Der er selvfølgelig også en (uopvarmet) pool, så Inger har den for sig selv.  Der er naturligvis også en restaurant på pladsen (billedet), hvor vi i aften søndag skal prøve en paella menu inkl.dessert og vin til 8 euro - så hvad enten besøget gælder restauranten eller frisøren, er prisen kr. 60,- pr. hoved.




Dag: 59-60-61 (11 nov.)

Der er nogen der har spurgt os, hvordan vi får tiden til at gå, hvad vi laver og hvordan en dag forløber.

Det vil vi gerne svare på, og vi har taget udgangspunkt i tirsdag d. 10. november, som ligner alle andre dage bortset fra at der er Mortens dag/aften.

Vi stod op sammen med solen kl. 7:30, og åbnede for nyhederne på P4, som her sender København Radio, og her følger vi de daglige genvordigheder i morgentrafikken mod København. Det er fornøjeligt at lytte til, og den kvindelige trafikbestyrer har både humor og vid, og beretter om stort og småt på en måde, så man næsten får sympati med morgentrafikanterne, der må gennemgå alverdens prøvelser inden de når frem til bestemmelsesstedet.

Kaffemaskinen snurrer og der kommer brød, ost og marmelade på bordet, men også dagens medicin mod både det ene og andet, og endelig en Fernet-Branca, som har klaret feriemaven og været vores livseleksir gennem 30 år.

PC’en startes op og henter 3 mails, som bliver læst til morgenkaffen.

Klokken 9 rykker vi ud i solen, og en god time senere er vi klar til dagens indkøbstur, som startede med en travetur i centrum, inden vi gik ind i et stort supermarked i et butikscenter ved navn ”Solymar”.

Her fandt vi den and vi var på jagt efter, så vi på behørig vis kunne fejre Mortens aften. Rødkålen havde vi med hjemmefra, da den ikke findes i Spanien.

Vi fandt også en pakke store grønlandske rejer til forret, og på vores videre færd rundt mellem hylderne fik vi øje på et glas ”Skipper Sild”, og sådan gik det til, at vi fik marinerede sild med rå løg til frokost.

Siestaen tilbragte vi ude i solen, og selvom vi har medbragt både kryds og tværs og bøger, så kommer der altid nogen forbi, som gerne vil snakke, eller høre lidt om hvor vi kommer fra … men de fleste har nu selv en historie at fortælle.

Vi bor på et centralt sted (billedet) ved restaurant/reception, hvor mange passerer forbi.

Sidst på eftermiddagen var Inger i poolen, som hun har helt for sig selv (16 grader), og mens hun er i et varmt bad, ser jeg ”Deadline” på DR2, og derefter puttede jeg kræet i ovnen, mens Inger ser krimien ”Hun så et mord”.

Anden smagte som den skulle, og klokken 20 var der ryddet op, og dagens opgaver overstået.

Solen går allerede ned ved femtiden, og så rykker de fleste indenfor, da der bliver lidt køligt efter en solrig dag, men med en varm trøje kan man sagtens sidde ude i aftentimerne.

                   Det var så den dag - som vi tog afsked med ved 23 tiden.

 




Dag: 62-63-64 (14 nov.)

Nu begynder det at lakke mod enden, hvad angår opholdet i både Calpe og i Spanien.

I morgen søndag kører vi videre til Blanes, som ligger 50 km. nord for Barcelona, og som bliver en heldagstur på ca. 600 km.

Vi har besøgt byen flere gange, og det er det sted vi plejer at starte og slutte vores ophold i Spanien.

Vi kom ganske vidst ikke forbi på nedturen, men til gengæld opholdt vi os der en måned i foråret. Desværre er vi kommet til at slette denne tur fra hjemmesiden, men vi lærer forhåbentlig lidt af vores fejltagelser. Herunder også de fotos vi tog på turen, som lå på en PC der kollapsede, og ikke kunne reddes. Senere har vi lært, at back-up måske er en god foranstaltning..

Undervejs mod nord kører vi forbi Benicassim, hvor vi havde planlagt et ophold, men vejret har været så godt her i Calpe, at vi er blevet lidt længere end forventet, så genbesøget må vente til næste gang.

Det gode solrige vejr ser ud til at fortsætte - selvom temperaturen falder lidt i næste uge – så er selv spaniolerne begyndt at tale om vejret, og det er i sig selv lidt usædvanligt, da de almindeligvis ikke bruger meget tid på det fænomen, som hernede hedder www.eltiempo.es

I Blanes skal vi handle på det store mandags marked, og ellers bare lade op til hjemturen, som vi regner med at starte op torsdag eller fredag i næste uge, og forventer at lande i Viborg i begyndelsen af den følgende uge.

 

Dag: 65-66 (16 nov.)

Søndag morgen kl. 8 tog vi afsked med Calpe - og efter en køretur på 8 timer ankom vi planmæssigt til vores bestemmelsessted.

Vi havde et flot vejr til turen, som primært foregik på motorvejene A7 og AP7, og den sidstnævnte ”auto-pista” er en temmelig dyr betalingsvej.

Det er også den mindst trafikerede vej, og det følger vel af prisen på ca. 75 øre pr. kilometer, men det glider rigtig godt og er mindre anstrengende, når vi skal flytte os over store afstande. Vi var samtidig fri for lastbiler - som ikke må køre om søndagen - hvilket også spillede ind for valg af afrejsedag.

De spanske motorveje går direkte gennem landskabet, uden store skove, og derfor er der frit udsyn ud til bjergene og de mange byer vi passerer forbi, og ind imellem også et kig udover Middelhavet, så vi hele tiden har et afvekslende og anderledes landskab at se på.

Vejens midterrabat er almindeligvis beplantet med Nerie-buske, som stort set blomstrer hele året, og fortsat står i fuld flor her i november. Det gælder også de store plantager med appelsinerne - som er flotte gule og klar til julehandlen, og kunne ses så langt øjet rakte på en strækning af mere end 200 km.

Efter Barcelona kørte vi ud til havet og fulgte kystvejen gennem det store ferieområde Costa Blanca, hvor nogle måske husker byerne Calella og Skt. Susanna, hvor vi i øvrigt selv har været på bustur til for mange år siden.

Herfra var der 10 km. tilbage, inden vi godt trætte kunne trille ind i Blanes, som bliver vores sidste stop i Spanien i denne omgang.

 

 

Dag: 67-68 (18 nov.)

Mandag gik vi på byens store marked, og fik da også købt en ny gulvmåtte og en stegepande. Det forekommer måske at være et par spøjse indkøb, men begge dele trængte til udskiftning.

Inden vi forlod markedspladsen fik vi lidt frokost, og gik derefter forbi købmanden og hjem for at dase i solen, da de sidste dage udelukkende skal være slap-af-ferie.

Det er rart at være tilbage i byen, som har 40.000 indbyggere og en hel del flere om sommeren.

Strandpromenaden er fortsat under reetablering - efter en orkan sidste efterår – da en stor del af den blev undermineret og skyllet i havet, hvilket vi fortalte om i foråret, men desværre er siderne blevet slettet.
På billedet ses den nordlige halvdel af stranden - men det var den sydlige halvdel der blev hårdest ramt.
Vi bor midt i det hele på den første vej til venstre.

La Masia Camping har 750 standpladser, hvoraf hovedparten er feriehytter og pladser til fastliggere. Placeringen inde i byen tiltaler os, da vi kan gå rundt til det hele.

Den del af pladsen vi benytter, er uden skyggefulde træer, og i det hele taget er hele området særdeles velholdt med alle moderne faciliteter, herunder bl.a. to udendørs og en indendørs swimmingpool, motionscenter, butik og restaurant.

Ja, man kan såmænd vælge at blive inde bag gitterporten under hele opholdet.

I aftes fulgte vi valget på tv - og her til morgen var der så dobbelt-underholdning på P4 – som bestod i en blanding af koks i trafikken og koks i fordelingen af landets borgmesterposter.

I morges rykkede vi tidligt ud i solen, og mens vi nød morgenstunden talte vi om, hvad vi dog vil hjem efter - men svaret mangler vi stadig.

I eftermiddag foretog vi de sidste indkøb, og fik udstyret pakket ned og bilen klargjort, så vi i morgen tidlig kan påbegynde hjemturen, som vil strække sig over de næste 4-5 dage.

 

 

 

 

Dag: 69-70 (20 nov.)

Torsdag formiddag forlod vi Spanien, og efter 500 km. endte dagens etape i Valence, som ligger 100 km. vest for Lyon.

Da vi passerede Pyrenæerne blev det noget køligere, og undervejs gennem Frankrig måtte vi finde både sokker og de lange bukser frem fra gemmerne.

Vi overnattede på et sted, som er en kombination af hotel og camping ”L’Eperviere”, og som har åben hele året. Vi har boet her tidligere, da stedet ligger centralt ved motorvejen.

Og her fandt vi en gang levergryde - min livret - som har ligget i fryseren siden vi kørte hjemmefra. Det var dagens højdepunkt, som ser ud til at kunne gentages i morgen.

Fredagens etape blev ligeledes på 500 km., og gik til Charmes, som er en lille hyggelig by lidt syd for Nancy. Her har vi tidligere overnattet på en autocamperplads (billedet), som ligger ud til floden Moselle - hvor der også ligger nogle husbåde.

Et rigtig hyggeligt sted - hvor mange holder ind - og prisen for en overnatning er beskedne 5 euro inkl. strøm.

Og tænk, der var også levergryde til aftensmad i dag, så det har været 2 dage rigtig gode dage.

Dag: 71-72 (22 nov.)

Lørdag morgen fortsatte vi mod Luxemburg, hvor vi altid fylder op med diesel til Europas billigste pris. Herfra kører vi normalt af (A1) via Køln til Hamburg, men p.g.a omfattende vejarbejde kørte vi denne gang over Koblens - og videre af (A7) mod nord, hvor vi efter 500 km. fandt en meget trist campingplads i byen Witzenhausen lidt nord for Kassel, men da det var ved at blive mørkt, og der ikke er meget at vælge imellem på denne årstid, så blev vi der for natten.

Søndag morgen startede vi på de sidste 500 km. til grænsen, og vi havde en fredelig søndags tur til Hamburg, og kom gennem Elb-tunnellen helt uden forsinkelse.

Det begyndte dog at regne ved Harzen, - og det våde vejr forfulgte os hele vejen hjem.

Turen blev på 8.580 km. - og er nu afsluttet.