ALSACE 2011

   


 
 
 
  

Det primære mål med turen, er den spændende 170 km. lange "vinrute" fra Marlenheim til Thann.

1–2. sept. 2011

Her til morgen passerede vi den tyske grænse, og fulgte A7 til Göttingen nord for Kassel, hvor vi overnattede på en kendt autocamperplads i byen.
Næste dag oplevede vi mange forsinkelser på grund af store vejarbejder på A7, inden vi langt om længe nåede frem til afkørslen (A5) mod Frankfurt og dagens endemål i Rüdesheim.

Vi havde besluttet at besøge byen, som vi ved er mange danskeres foretrukne feriested, men som er forbigået vores opmærksomhed, så nu skal det være.

Der var plads til os på Camping am Rhein, hvor vi har fået en solrig plads med udsigt til Rhinen, og de mange vinmarker på skråningerne i baglandet.

Termometret står på 30 grader, så vi forbereder os på en lun aften uden døre.

I morgen vandrer vi langs floden til byens centrum, hvortil der er en kort afstand, så vi ser frem til en spændende weekend i Rüdesheim.

 

 

Indkørslen til campingpladsen.

Vinmarker, byen og floden.

Byens Vinmuseum med masser af vinstokke omkring bygningen.

3-4. sep. 2011

Lige efter deadline fredag fik vi besøg af et nordjysk par, som medbragte en 3. liters Deutscher Federweiser vin, som vi lige skulle smage, da de skulle køre hjem næste dag.

Den ”hvide fjer” er lavet af hvidvin og presset druesaft, og smager mest som juice. Gæringen starter når dunken åbnes, og da det skete for nogle dage side – skulle stadset drikkes nu. Det faldt ikke i vores smag, men det sælges overalt i byen, så nogen må kunne li’ det.

Udover Riesling kvalitetsvin, er det også her man producerer den ligeså kendt brændevin (Brandy) ”Asbach Uralt”, som indgår i Rüdesheimer kaffe, som er en afart af irsk kaffe.

Rüdesheim er en charmerende gammel by med ca.10.000 indbyggere, og præget af beliggenheden ved floden.
Udover vinproduktion er det en udpræget turistby, og mange danskere valfarter hertil. Selv ejeren af campingpladsen har lærd sig dansk, og skilter oven i købet med priserne på dansk, så han må sætte pris på os.

Byens berømte gade eller gyde Drosselgasse er knap150 meter lange og 3 meter bred, og fyldt med ølstuer, restauranter og små souvenierbutikker.

I centrum af byen er der også en svævebane, som i lav højde fører passagererne ud over vinmarkerne og op til et udsigtspunkt.

Da vi lørdag aften gik langs floden, oplevede vi et kæmpe fyrværkeri ovre i Bingen, som er byen lige overfor Rüdesheim, og som vi nok havde mest fornøjelse af.

Vi gik også forbi flere store krydstogtskibe, hvor de mange gæster morede sig, såvel på land som om bord på skibene.

Jo, livet ved floderne er en spændende oplevelse.

Indgangen til den hyggelige Drosselgasse.

Krydstogtskibe fra Basel og Rotterdam.

5-6. sept. 2011

I flere byer langs floden arrangeres ”Rhinen i flammer”, som er en begivenhed der samler masser at mennesker til de imponerende festfyrværkerier, som primært skal opleves fra de mange turbåde, men som selvfølgelig også kan ses fra land. Det sidste arrangement i år, er senere på måneden, og foregår et par timers sejlads fra Rüdesheim, hvor fyrværkeriet udgår fra de gamle borge, der ligger langs floden.

Vores tur med svævebanen foregik i ca. 25 m højde, og udover en imponerende udsigt får man et flot view ud over vinmarkerne, hvorfra man også kan følge vinhøsten i oktober. Oppe på toppen er der en restaurant og et stort men mindre kønt mindesmærke, som kejser Wilhelm har rejst til minde om Bismarck, og åbenbart også bestemt skulle stå i Rüdesheim.

Byens restauranter serverer snitzler i alle varianter, og det har vi også har ladet os friste af, og besøgte bl.a. en restauranten med et navn (se foto), som vi nok vil kunne huske.

Selvfølgelig har vi også besøgt Rüdesheim Slot, som er en restaurant med gårdhave ud til Drosselgasse, og et tårn med 12 klokker der spiller en gang i timen, samtidig med at nogle figurer viser sig i en åbning på tårnet. I en mindre af tårnets åbninger – bag et jerngitter - står der såmænd en flaske Portvin Vintage 1897.

Selvfølgelig har vi også været på museum og aflagt besøg i kirken, og ikke mindst oplevet de mange støjende godstog, der passerer gennem byen, men det følger med, når man vælger at opholde sig ved de store floder.

I morgen onsdag kører vi videre mod Strasbourg.

Med svævebanen hen over vinmarkerne.

Restaurant Römer Stube var et udmærket spisested.

Vintage 1897 er vidst en udmærket årgang, hvis den er til at få fat i.

7-8. sept. 2011

Næste formiddag forlod vi Rüdesheim med færgen (foto), som på få minutter sejlede os over på den anden side, hvorfra der var ca. 3 timers kørsel til Strasbourg. Vi kørte ned over Ludwigshafen, men det begyndte at øsregne undervejs, og vi valgte derfor at køre udenom Strasbourg, da vejret ikke var til strøgtur.

Vi fortsatte derfor ned i hjertet af Alsace, og slog os ned i Kaysersberg, hvor solen igen viste sit glade ansigt. Her har vi slået os ned på en kommunal autocamperplads til 4 euro (uden el) i døgnet, og betaling via en almindelig parkeringsautomat.

Kaisersberg er en rigtig hyggelig by med skæve gader, bindingsværkshuse og blomster overalt. Byen er delt i to af floden Weiss, som forbindes med en bro fra 1514, som dog holdt til at vi gik hen over den, og det vil vi gøre igen senere på dagen, da vi på vores bytur fandt frem til den restaurant, som er udvalgt til at sørge for vores aftensmad.

Udover kirken og det lokale museum, er her også et Musee de docteur Albert Schweitzer, som åbenbart har haft tilknytning til byen. Og så skal vi naturligvis ikke glemme, at vi nu er i et stort vinområde, hvor de lokale producenter har flotte byhuse, og vinstokkene nærmest står i sidegaderne, men mere om det sidenhen.

Nabobyerne Riquewihr og Ribeauvillé vil vi se nærmere på i weekenden .

Her sejler 2 færger over Rhinen i pendulfart uden tidsbestilling - billetter købes ombord.

Her møder vi skiltet, som fortæller os,
at vi nu er på vinruten.

Autocamperpladsen har plads til 80 biler, når alle placerer sig hensigtsmæssigt.

Weiss floden er lidt mindre en Rhinen, som ikke løber så langt herfra.

Musee de docteur Albert Schweitzer.

9-10. sept. 2011

Efter morgenkaffen kørte vi via Riquewihr til Ribeauville, som er den største af byerne, og her blev vi indlogeret på den kommunale campingplads (Pierre De Coubertin), hvor den daglige kvindelige leder taler et charmerende dansk, og det skyldes ligesom i Rüdesheim, at her kommer mange danskere, og dem er der faktisk temmelig mange af lige nu.

Byen har 6.000 indbyggere, og er en flot og romantisk by med bindingsværkshuse, storkereder og smalle gader. Byggestilen ses også i tyske byer, og sammenhængen er jo også, at Alsace gennem historien har været skiftevis fransk og tysk, og i nyere tid atter blev fransk efter afslutningen af anden verdenskrig.

Fredag aften landede der 4 storke udenfor vores dør, som roligt spankulerede rundt og kikkede efter godbidder - lidt brød var velkommen – inden de atter forsvandt.

På en bjergskråning bag byen ligger 3 gamle middelalderborge, men da der er langt derop på gå ben, valgte vi i stedet at sætte os med et glas vin i gå gaden, hvor vi kunne betragte det brogede folkeliv i de flotte kulisser.

Her er varmt (+28 grader), vindstille og solen bager fra en skyfri himmel. En varmeovn bagerens baquette godt kunne have brugt af, da det sædvanlige sprøde franske morgenbrød, er en stor skuffelse her på pladsen..

Alsace er også vin og mad, og udover de kendte vine tilbyder det Alsaciske køkken egne retter, hvoraf nogle vil foretrække Choucroute (surkål med flæsk og pølse), og andre Quiche Lorraine (tærte med løg og røget flæsk), eller måske Paté og Münsterost (lagret halvblød ost med et drys kommen) for slet ikke at tale om Foie gras (andelever).

Lørdag aften fandt vi grillen frem, da det danske køkken kunne byde på bøf, stegte kartofler og bearnaisesauce. Det er noget særligt at sidde ude og fornemme stemningen omkring os, og høre summen af stemmer.

Et typisk bybillede med en af borgene "Saint-Ulrich" på bjerget i baggrunde.

Gågaden i Ribeauville med en karakteristisk "Alsace" byporten i baggrunden..

En af storkene kom tæt på, og havde ikke noget imod bagerens brød - eller hvad!

11-12. sept. 2011

Alsace er et smukt område med en varieret natur, og ikke mindst den over 50 år gamle vinrute, som snor sig gennem landskabet, og forresten er meget nem at følge.

Selvom vores kort viser 28 byer langs vinruten, så skulle der faktiske være 118, hvoraf mange er landsbyer og ligger tæt på hinanden, og mange er bygget sammen.

Alsace er et udpræget vin og landbrugsområde, som ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, nabo til Rhinen og med fastlandsklima (varm sommer og kold vinter), og samtidig et af de tørreste områder i Frankrig.

På vores tur mod vinens hovedby Colmar - som har ca. 70.000 indbyggere - passerede vi de mange vinmarker, hvor årets vinhøst så småt er ved at gå i gang. Byggestilen er mere fransk, men i den gamle bydel findes både bindingsværkshuse og det romantiske lille Venedig.

En af byens kendte sønner er billedhuggeren Frédéric Auguste Bartholdi, som skabte Frihedsgudinden, der blev givet som gave fra Frankrig til USA på 100 års dagen efter den amerikanske revolution i 1876. Han fik i øvrigt hjælp til konstruktionen af Gustav Eiffel (Eiffeltårnet), som også er fra Alsace.

I Colmar er der rejst en kopi i halv størrelse af Frihedsgudinden til ære for Batholdi, og den er placeret i en rundkørsel på en sydlig indfaldsvej til byen.

Undervejs mod det sydligste punkt på vinruten, gjorde vi ophold i byen Rouffach, hvor vi gik en tur i byen, og besøgte bl.a. en gammel kirke fra 1100 tallet.

 

Et typisk landsskabsbillede, hvor vinhøster allerede er begyndt.

Lille Venedig i Colmar.

Frihedsgudinden ved Port Syd i Colmar.

Her parkerer vi ved kirken i Rouffach.

13-14. sept. 2011

Da vi nåede byen Thann, fandt vi hurtig frem til en lille autocamperplads med 10 gratis pladser, som lå ved en stor parkeringsplads i midtbyen, og lige op til floden La Thur, som løber gennem byen.
De få pladser var hurtigt optaget, og hen under aften havde yderligere 40 campere slået sig ned på parkeringspladsen, som vi kunne se byens borgere savnede næste morgen.

Det er en hyggelig by, men også meget fransk, hvor den ene halvdel breder sig ud mod nord, og den anden halvdel ender i en smal kløft mod syd.

Lige om hjørnet ved indgangen til kløften ligger en fantastisk flot kirke, som blev påbegyndt i 1324 og færdiggjort i 1631, og lige nu renoveres for 5 mio. euro.

Vi benyttede lejligheden til at få handlet ind, og da vi tirsdag sad på en frokostrestaurant og nød vores ”Quiche Lorraine” ringede telefonen, og i den anden ende var vores gode venner Birgit og John, som var på vej hjem fra ferie i Italien, og lige ville høre hvor vi befandt os. Afstanden mellem os var kun 25 km., og kort efter holdt de udenfor vores dør.

Efter en hyggelig eftermiddag og rundtur i byen, blev de indkvarteret på et hotel i nærheden, og vi tilbragte aftenen på en spændende restaurant, hvor halvdelen af os fik serveret ”Choucroute”, så nu har to af de Alsaciske retter vi tidligere har omtalt været på bordet, og ”Patén og Münsterosten” befinder sig allerede i køleskabet

Næste morgen kørte Birgit og John videre, og vi gik op i byens centrum, som fra morgenstunden var omdannet til en kæmpe markedsplads, og vi fik da også købte nogle ting, inden vi senere på dagen fandt vej på vinruten mod nord.

Birgit og John er sejlere, så vi håber de nød udsigten til floden 2 meter bag os.

Restaurant Le Caseus, som var specielt dekoreret. Men de lavede god mad og i store portioner.

Kirken med et flot natlys

Indgangen til markedspladsen - og lidt af kirken i dagslys.

15-16. sept. 2011

Vi har været et par dage i Cernay, hvor vi fortsat har haft floden La Thur som nabo, og mere interessant et Storke-opdræt for enden af campingpladsen ”Les Acacia”, som ligger midt i byen op til et parkområde. Storken har været på vej til at forsvinde, men en nødplan blev iværksat, og den har åbenbart virket efter hensigten, for vi ser mange Storke i Alsace.

Byen er der ikke meget at skrive om, men vejret er godt, og et udmærket sted at stoppe op og holde valgaften.

Vinruten har indtil videre ført os gennem en perlerække af middelalderlige småbyer med bindingsværk og stokroser, og vi glæder os til en fortsættelse på ruten i de kommende dage.

Der er over 5.000 vinbønder, men kun omkring 2.000 ejer arealer på mere end 2 hektar.

De øvrige er en slags familie småbrug, som er specielt glade for at kunne være mellem de 50 vinbrug, som gennem årene har opnået status af AOC grand cru, og dermed får en højere pris for deres kvalitetsvin. De større vingårde med store eksportordrer, er åbenbart mindre interesseret i denne status.

Den årlige produktion er omkring 150 mio. flasker, og de 7 hoveddruer er Riesling, Sylvaner, Pinot Blanc, Tokay Pinot Gris, Pinot Noir, Gewurztramminer og Muscat d’Alsace. Endelig skal vi ikke glemme den perlende Crémant D’Alsace, og de mange brændevine og likører destilleret på frugt og bær.

I modsætning til andre steder, hvor vinen har navn efter området, har Alsacevinen navn efter den drue den er lavet på, og med tilføjelsen AOC Alsace eller AOC Alsace grand cru.

Priserne i de franske supermarkeder er typisk mellem 6 og 7 euro pr. flaske, og på restauranterne lægges yderligere 10 euro oveni.

Her ses 4 storkereder, men flere gemmer sig i træerne.

Vogeserne i 1400 meters højde med udgangspunkt fra Cernay

Pinot Noir - eneste blå drue - som anvendes til røde vine.

17-18. sept. 2011

Alsace er både et sletteland og en del af Rhindalen, og er på godt og vel 8.000 km2. (som Lolland-Falster), og med knap 2 mio. indbyggere. På vej mod nord følger vi østsiden af Vogeserne, som er et bakket landskab med vinstokke i flotte lige rækker, og med stier op til højtbeliggende vinmarker.

Vinen plukkes både med håndkraft og med specielle maskiner (foto), og vi kan allerede nu så småt følge det indledende arbejde - inden det hele tager fart senere på måneden.

Undervejs har vi lagt vejen forbi nogle mindre byer, og en med navnet Ingersheim, men da vejret er trykkende med udsigt til regn søndag, har vi valgt at gøre ophold i Kaysersberg endnu engang, da vi her kan få fast grund under fødderne, og fejre Ingers fødselsdag på en restaurant vi tidligere har besøgt.

Regnen kom i nattens løb, og lige nu er der indevejr og tid til Cafe Hack. Udenfor er folk begyndt at forlade pladsen, som har været overfyldt, da mange har overnattet midt på pladsens kørebaneareal.

I morgen mandag kører vi videre mod nord, og vil undervejs forsøge at komme op i bjergene.

En af de mange byer på vinruten, og med middelalderborgen Haut Koeningsbourg på bjergtoppen.

Endnu et billede fra vinruten.

En moderne maskine til vinplukning.

19-20. sept. 2011

Vi kørte endnu engang gennem Ribeauville og fortsatte til Zellenberg, inden vi forlod vinruten for en stund ved byen Kintzheim, som kunne prale af et gammelt slot og en flot byport, og ikke mindst en anerkendt vingård ved navn Gran Cru Schlossberg.

Herfra var der vinstokke omkring os et stykke op af bjergsiden, inden skovbevoksningen tog over og vi nåede bjergtoppen, hvor middelalderborgen Haut Koeningsbourg er beliggende, og som under 30 års krigen (1618-1648) brændte ned og senere genopbygget under Wilhelm 2, og nu er under totalrestaurering.

Herfra er der en flot udsigt over Rhindalen, og over til Schwarzwald på den tyske side.

Vi besøgte stedet tidlig på formiddagen, hvor vejret var noget diset, men til gengæld slap vi for sol og modlys, da vi fotograferede mod øst.

Midtvejs på bjerget blev der skiltet med både en Ørnepark og en Abepark, som vi dog ikke besøgte.

Efter nedstigningen kom vi til byen Dambach la Ville med ca. 2.000 indbyggere og mange flotte og velbevarede bygninger.

Vi passerede flere landsbyer, også byen Saint Pierre (Sankt Peter), som var en hyggelig landsby med smalle gader og skæve huse.

Undervejs fandt vi overnatningsmulighed ved et Super-U varehus i byen GertViller, som stillede gratis pladser til rådighed, men en tankfuld vand kostede dog 2 euro. Vi har tidligere benyttet Super-U til overnatning i Frankrig, som er en praktisk foranstaltning for begge parter.

Byporten i Kintzheim.

Kig ud over Rhindalen med Rhinen midt i billedet.

En lille udsnit af kæmpe borgen Haut Koeningsbourg.

Byen Dambach la Ville

21-22. sept. 2011

Inden vi nåede frem til Obernai, som er en af de større byer på vinruten, kørte vi gennem flere landsbyer (Mittelbergheim, Andlau og Barr), som vist på kortet.

Obernai har ca. 12.000 indbyggere, og er en malerisk by med masser af gamle velbevarede bygninger, og en stor flot kirke i byens centrum. Udover Sct. Peter og Pauls kirken og det 60 m. høje bytårn med det flotte navn Jomfru kapellet, synagoge, rådhus og markedsplads, er den gamle bydel fyldt med monumenter og hyggelige gader.

Vi bor på den kommunale campingplads ( Le Vallon de 1' Ehn) i byens udkant, hvorfra der er et kvarters gang til byens centrum.

Vi har undret os lidt over, at de mange store flotte middelalderkirker vi har set på turen, også findes i relativt små byer. Måske har det en religiøs forklaring, eller har været et udtryk for velstand, eller måske et resultat af konkurrence mellem byerne. Det har vi ingen viden om, men byggeriet fandt jo også sted for flere hundrede år siden. Ja, den Alsaciske historie går helt tilbage til 700 årene, så der er løbet meget vand i floderne siden da.

Endelig skylder vi vist at oplyse, at inden vi forlod pladsen fik vi noget lækkert morgenbrød, og det har vi faktisk fået siden ”svipseren”, som tidligere omtalt.

Bybilledefra Obernai.

Stc. Peter og Pauls kirken.

Jomfru tårnet ved markedspladsen.

Et billede fra torvet i midtbyen.

23-24. sept. 2011

Den næste by på ruten er Ottrott, som i øvrigt var sammenbygget med 2-3 andre småbyer, og er kendt for rødvinen af samme navn. Her er også en gammel slotsruin, en stor kirke og en byport, som vi lidt senere også mødte i Rosheim.

Herfra kørte vi langs vinmarker til Westerhoffen og Marlenheim, som med et lille kapel, er vinrutens endestation. Det var oprindelig her vi havde planlagt at starte turen, men det blev som bekendt ændret til start i ”hjertet” af Alsace.

Vi kørte dog lidt tilbage af vinruten for at slutte af i Molsheim, som er en by med ca. 10.000 indbyggere, og her bor vi også på en kommunal campingplads (Municipal de Molsheim), som ligger 300 meter fra byens centrum, så adgangen til byen er meget bekvem.

Vi skal måske lige nævne, at Molsheim naturligvis også har en flot byport og en kæmpe kirke, og er en hyggelig by med smalle gader.

Ligesom andre steder færdes vi mest på kørebanen, da fortovene er optaget af parkerede biler, restauranter og andre vigtige ting, som f.eks. til udstilling og reparation af biler.

 Vi har nydt rundturen i Alsace, og slutter hermed vores rejsebeskrivelse, da vi planlægger hjemrejse i løbet af weekenden, og vil som på udturen køre op over Frankfurt og Kassel, og med den sædvanlige overnatning i Göttingen.

 

Ottrotts gamle slot.

Marlenheim kapel.

Torvet i Molsheim med mange restauranter lige omkring hjørnet.